Magnolia: Stor guide til dyrkning
Træer og buske

Dyrk magnoliatræ i haven

af Jytte Boch og Bente Halkjær. 2.03.2023
Foto: Jytte Boch, Tia Borgsmidt og Unsplash
Hvert forår glæder vi os til, at magnolierne springer ud med en overflod af store, romantiske blomster. Træerne findes i alle størrelser, så selv den mindste have kan få plads til et. Læs her, hvordan du dyrker magnolia!

Det er et fantastisk syn, når magnolierne blomstrer i hvide, lysegule og rosa nuancer fra marts til maj. De tidligste magnolier begynder i marts, og nogle af sorterne kommer igen i august med en mindre blomstring. Enkelte blomstrer sommeren igennem og strækker på den måde sæsonen.

Her kan du læse, hvordan du planter de smukke træer i haven, får dem til at holde længere og hvilken slags du skal vælge til netop din størrelse have.

Sådan holder du magnolia i haven

Indtil for få årtier siden var magnolier i villahaverne ensbetydende med bare to slags: Almindelig magnolia, Magnolia x soulangeana, der har store, bægerformede, hvidlige blomster med rosa bund, eller stjernemagnolia, Magnolia stellata, der, som navnet antyder, har stjerneformede, helt hvide blomster.

Men siden 1970’erne er der kommet mange forskellige sorter til, og flere af dem er også hårdføre nok til at gro i Danmark. Inden for mange af arterne er det nu muligt at få adskillige nuancer af hvid og cremefarvet samt et utal af rosa toner lige fra de sarteste til de dybeste pink.

Vælg den rette størrelse magnolia

Magnolier fås både som træer og buske. De mindste bliver ca. 1½-2 m høje, mens de højeste kan blive op til 10 m. Der findes både stedsegrønne og løvfældende typer, men på vore breddegrader er det kun de løvfældende planter, der trives.

Vinteren igennem er de krogede grene fyldt med velourbløde knopper, og i løbet af foråret folder blomsterne sig ud før bladene.

Nogle vokser opret, mens andre bliver lige så brede som høje. Derfor er det vigtigt at vælge det rigtige træ fra starten. Skal træet senere flyttes, f.eks. på grund af størrelse eller mistrivsel, skal det ske inden for de første to-tre år, inden rodnettet er blevet for stort.

Det er også meget forskelligt, hvor mange år der går, før træet blomstrer. Flere af de nyere sorter blomstrer i en ung alder, og ofte kan du købe et træ i blomst på planteskolen.

Vidste du, at

… magnolia og tulipantræ er to forskellige planter. Almindelig tulipantræ, Liriodendron tulipifera, blomstrer først i juni-juli, når løvet er sprunget ud. Blomsterne er grønne og orange.

1. Der findes flere sorter af stjernemagnolia, her ’Alixeed’.m2. ’Caerhays Belle’ siges at komme fra slottet Caerhays Castle i Corn-wall. Dyrk den helst på en beskyttet plads. 3. ’Genie’ er opstået som en krydsning mellem almindelig magnolia og rød magnolia. Den kan blive en forholdsvis stor plante på over tre meter i højden. 4. ’Sunrise’ er navnet på den gule magnolia, der er en sort af arten Magnolia concinna.

Placering og plantning af magnolia

Magnolia klarer sig bedst på en lys, beskyttet vokseplads og i en kalkfri jord, der gerne må være lidt til den sure side. Derudover må jorden gerne være humusholdig og god til at holde på fugtigheden.

Har du ikke den jordtype i din have, kan du blande eller erstatte noget af havejorden med jord, der er beregnet til surbundsplanter. Det er nemmest at gøre, når du alligevel skal i gang med at plante den. Når først træet er plantet, behøver det ikke længere at få tilføjet sur spagnum, men klarer sig fint i neutral havejord.

For at sikre at magnoliaen kommer godt fra start i din have, er det en fordel at lade jorden være bar i en radius på mindst 50 cm rundt om planten – på den måde giver du den gode betingelser, for planten slipper for at konkurrere med andre vækster om jordens næring og fugtighed. I etableringsfasen er det en god idé at vande efter behov.

Magnolia skal helst plantes i september-oktober, hvor jorden stadig er varm. De første par sæsoner er det en god idé at vinterdække rodnettet med gran eller blade for at beskytte det mod frost og udtørring. Rodnettet ligger ret højt og spreder sig primært ud til siderne, så når du planter træet, skal det stå i samme højde som i potten.

Hvis vinteren er hård, så jorden er bundfrossen, kan det unge træ få barksprængninger, hvis solen er stærk og står lige ind på stammen. Dæk derfor gerne stammen mod sydsiden med en grangren.

Pas på med beskæring

Magnoliernes knopper bliver dannet om efteråret. Bliver træet kraftigt beskåret i denne periode, går det ud over blomstringen det følgende forår.

Nogle sorter behøver ingen beskæring, mens andre med fordel kan formes ved at tynde ud. Der findes sorter, hvor beskæring frarådes, f.eks. åkandemagnolia, da det kan ødelægge træet. Er det nødvendigt at beskære dit træ, bør du kun tage af de mindre grene, så træet ikke forbløder. Og beskær først, når der er kommet løv på træet.

1. Sorten ’Merill’ er en yndefuld krydsning mellem arterne japansk magnolia og stjernemagnolia. 2. Det er et eventyrligt syn, når den rigtblomstrende Magnolia x loebneri ’Leonard Messel’ står i fuldt flor. Men det ser også fantastisk ud, når blomstringen er omme, og de sart rosa blomster falder til jorden som blomstersne. 3. Er du til et yndigt lyserødt flor, så er Magnolia x loebneri ’Leonard Messel’ er hit. 4. Stjernemagnoliaen vokser forholdsvist langsomt, og den ender med at blive et par meter høj, hvilket gør den velegnet til små haver.

Magnolier er især spektakulære i foråret, men efter afblomstring er de også en pryd i haven, idet mange af sorterne først får blade, når blomsterne er væk.

Efter afblomstring kan der komme dekorative frøstande, hvoraf nogle er lange og nedhængende. Om efteråret smider træet bladene, hvorefter man vinteren igennem kan nyde de nye knopper, der sidder tilbage på de krogede grene.

Hvilken magnolia skal jeg vælge?

  • Til alle slags haver

Almindelig magnolia, Magnolia x soulangeana. Denne velkendte art er en krydsning, og der er mange forskellige sorter og farver inden for gruppen. Nogle er svagt voksende, mens andre bliver til større træer. Soulangeanasorterne blomstrer, før bladene kommer frem. Hovedblomstringen er i april-maj, men de kan blive ved med at producere blomster et godt stykke ind i juni.

  • Til store haver

Pilebladet magnolia, Magnolia salicifolia. Et træ på omkring 7 m med mindre, pilelignende blade, deraf navnet. Det vokser forholdsvis hurtigt og kan blomstre allerede i en tidlig alder med hvide, duftende blomster, der springer ud, før løvet kommer i maj.

  • Til mellemstore haver

Rød magnolia, Magnolia liliiflora. Et svagt voksende træ, der er ca. 3 m højt og bredt. Knopperne er mørkrosa og hvidlige indeni, når de springer ud i maj. Sorten ’Nigra’ bliver ved med at komme med spredt blomstring over sommeren.

  • Til små haver

Stjernemagnolia, Magnolia stellata. En lille svagt voksende busk. Det er en af de første magnolier, der blomstrer, med stjerneformede blomster fra marts og langt ind i april. Stjernemagnolier er hvide, men findes i beslægtede hybrider i rosa og cremegule nuancer. Når busken har etableret sig, leverer den hvert år en overdådig blomstring. Løvet dukker først frem i maj.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.