Skab spræl og liv i dine dekorationer med Benved

Grønne grene

Benved: Lyserøde frøkapsler
Skab spræl og liv i din dekoration med benved, som er en af de smukkeste buske eller små træer, man kan finde i den danske natur om vinteren. De unge grene er firkantede og fint grønne, men det er frugterne, som virkelig springer i øjnene. De ligner blomster, men er lyserøde frøkapsler, som ved modning åbner sig og afslører nogle stærkt orangefarvede kerner, der bliver siddende inde i midten af kapslen. Frøkapsler og kerner bevarer farven og er, sammen med de unge grene, pragtfulde i både våde og tørre dekorationer.

Gyvel : Grønne grene uden blade
Vil du forme din dekoration i en speciel facon, skal du have fat i gyvel, som er en busk med lange, meget tynde, grønne grene, næsten uden blade. Grenene er meget smidige og kan derfor nemt bøjes, eventuelt styret af et stykke ståltråd. Grenene bevarer deres grønne farve, men bliver hen ad vejen mere mørke og matte at se på, og når de først er tørre, mister de deres smidighed og knækker let. Gyvel er fin i våde dekorationer, hvor den kan bruges i små bundter og holdes ind til dekorationen med lidt ståltråd, som du bøjer som en hårnål, eller en halv papirklips.

Hvid kornel: Røde bøjelige grene
Grene er altid smukke i dekorationer, og vil du gerne have lidt farve i alt det grønne, så prøv med hvid kornel, som er en løvfældende busk, hvor de unge grene er dækket af en rød bark. Grenene holder farven, hvis de stikkes i våd oasis, men bliver mørkere, hvis de bruges til dekorationer, der får lov til at tørre. De friske grene er meget smidige og kan derfor formes til for eksempel hjerter eller bruges som bund i en krans.