Nytårscocktails: boblende lækkerier

Det skal du bruge: 
Champagne-gin-cocktail
4 kviste frisk rosmarin og lidt til pynt
6 cl sirup (se grundopskrift)
8 cl gin
4 spsk. ingefærlage fra de syltede ingefær
4 små knolde syltet ingefær i tynde skiver (større supermarkeder)
Isklumper
4 dl tør champagne eller anden mousserende vin
Mango-passion sour
1 moden mango
6 cl citronsaft
1 dl passionsfrugtjuice
8 cl hvid rom
6 cl sirup (se grundopskrift)
12 isterninger
2 dl tør champagne eller anden tør mousserende vin
Hindbær-vanilje-surprise
2½ dl frosne hindbær
1 dl sirup (se grundopskrift)
¼ tsk. rent vaniljepulver
Ca. 3 dl champagne eller anden mousserende vin
Champagne sunrise
Isklumper
4 dl friskpresset mandarinjuice (appelsinjuice kan også bruges)
4 dl tør champagne eller anden mousserende vin
8 cl Grand Marnier
2 dl grenadine
Pretty in pink
2 dl Lillet Blanc-likør
½ dl grenadine
½ dl sirup (se grundopskrift)
Ca. 12 isterninger
2 spsk. friske granatæblekerner
4 dl tør champagne eller anden mousserende vin

Mangler du inspiration til forretten nytårsaften? Vi har samlet alle de bedste forretter med laks lige her.

Alle opskrifterne er til 4 personer. 

Grundopskrift på sirup til alle champagnecocktails:

GIVER CA. ½ L SIRUP. 

1 vaniljestang
4 dl vand
2 dl sukker
1 stykke citronskal på ca. 3 cm

Flæk vaniljestangen. Kom alle ingredienser i en gryde, og lad lagen koge op og herefter simre i ca. 5 minutter, til den er tyknet lidt og har konsistens som en tynd sirup. Lad herefter siruppen køle af.

Sådan laver du champagne-gin-cocktail:

Læg rosmarinkvistene på et spækbræt, og bank let på dem med skaftet af en kniv el.lign.
Bland sirup, gin, ingefærlage og rosmarin i en shaker med isklumper, og ryst, til det er godt blandet.
Fordel ingefæren i 4 glas, og hæld blandingen fra shakeren over. Top med champagne, og servér med det samme med en lille kvist frisk rosmarin i hvert glas.

Sådan laver du mango-passion sour:

Skrab kødet ud af mangoen, og blend det med citronsaft og passionsfrugtjuice.
Bland med de øvrige ingredienser undtagen champagnen i en shaker.
Ryst grundigt i 20-30 sekunder, og fordel derefter drikken i 4 glas. Top med champagne, og servér.

Sådan laver du hindbær-vanilje surprise:

Blend hindbær, sirup, vaniljepulver og 1 dl champagne. 
Fordel blandingen i 4 glas, top med resten af champagnen, og servér.

Sådan laver du champagne sunrise:

Fordel 5-6 isklumper i store glas.
Hæld juice, champagne og Grand Marnier over isklumperne, og rør hurtigt rundt med en teske, så alle væskerne blandes.
Hæld grenadine over i en tynd stråle i hvert glas. Servér med det samme.

Sådan laver du pretty in pink:

Bland Lillet Blanc, grenadine, sirup og isterninger i en shaker, og ryst grundigt.
Fordel drikken i store, smukke champagneglas, og drys granatæblekernerne over.
Top med kold champagne, og servér.

Har du styr på kransekagen? Få vores trin-for-trin guide her.