10 fine DIY-projekter, vi vil lave i efteråret

Efteråret er fuld af DIY-projekter, der kan forskønne dit hjem.

Efteråret er den perfekte tid til at fordybe sig i kreative DIY-projekter indendørs. Naturen bugner nemlig netop nu af de fineste materialer, der kan bruges til smukke pynteting til hjemmet og udendørs. Se 10 fine idéer her!

Fredag, 12. oktober 2018 - 11:34 - af Thea Lind Thomsen. Foto: Tine Edinger.
 
I takt med at sæsonerne skifter, og haven og altanen ikke længere kræver så meget af os, bliver der ekstra tid til at fordybe sig i kreative DIY-projekter. Og der er bare noget særlig skønt over at lave sin egen pynt og interiør.
 
 
Efteråret er en smuk tid, for naturen står i de flotteste, rødbrune farver, og der er masser af inspiration at hente netop i naturen, fx dekorative materialer og smukke former. Så gå en tur i haven eller skoven, og bliv inspireret, eller indsaml materialer, du kan bruge til at lave skønne DIY-projekter ud af. Vi har fundet 10 fine idéer, vi vil lave dette efterår.
 

10 DIY-projekter, vi vil lave i efteråret

 

1. Papirlanterner

Når dagene bliver mørkere, har vi brug for mere lys. Og flakkende lys er en ideel måde at skabe hyggelig stemning både indendørs og udendørs. Disse lanterner er lavet af guldlignende papir og klippet i forskellige grafiske mønstre, som giver dem et feminint udtryk.
 
 
TIP: Bind en lille snor i toppen af lanternerne, og hæng flere af samme slags på en kæde. Så har du en fin lyskæde af lanterner. Af sikkerhedsmæssige grunde er det en god idé at bruge LED-lys i lanternerne.
 

2. Hæklet pude

Koldere tider kalder på at krybe sammen i et varmt hjørne af hjemmet. Indret din sofa med masser af bløde puder og plaider, som du selv kan hækle. Disse puder er hæklet i et smukt kurvefletmønster og giver et hjemligt udtryk til enhver stilren sofa.
 
 
 

3. Efterårskrans

Visne blade findes i et væld af smukke efterårsfarver. Så gå en tur i haven eller skoven, og find de fineste af slagsen. Bind en krans af dem, og hæng den op på hoveddøren eller en væg. Det er den helt rette måde at byde dine gæster velkommen på.
 
 

4. Planter i rammer

Blomster og grønne planter egner sig ikke kun godt i haven, vaser og potter, men også på væggen. Få dine blomster til at holde længere ved at presse og lægge dem i fine glasrammer. Hæng dem op på væggen. På den måde kan du lave din helt egen personlige billedvæg af de blomster og grønne planter, du er allermest vild med.
 
 

5. Hjemmelavet plakat med naturtryk

Plakater i store størrelser kan ofte være en dyr affære, men heldigvis kan du sagtens lave dem selv. Lav en dekorativ plakat med et blad fra haven, som du maler på med akrylfarve og trykker mod et tykt stykke papir. Sort maling er ideel, hvis du ønsker et stilrent og grafisk udtryk. Er du i stedet ude efter et farverigere og mere levende udtryk, kan du vælge to-tre forskellige farver, der passer godt sammen.
 
 

6. Vase med læderdetalje

Genbrugstankegangen er altid et hit! Brug gamle glasflasker som vaser, men for at de ikke bliver for kedelige at se på, kan du dekorere dem med en fin læderdetalje. Det giver vasen et mere stilet og pyntet look.
 
 

7. Ophæng med forgyldte blade

Visne blade er dekorative i sig selv, men med et strejf af guld bliver de endnu flottere. Lav et ophæng til væggen med en samling af blade, som du sprayer med guldspray. Du kan sagtens mixe de forskellige blade, du kan finde i haven eller skoven.
 
 
Find inspiration til 5 fine efterårskranse her.
 

8. Naturlig coaster til dine potteplanter

Enhver lidt kedelig potte kan shines op med et smukt og naturligt underlag. Til dette nemme DIY-projekt behøver du ikke særlig mange remedier for at lave et fint fundament til dine potteplanter. Lav flere i forskellige størrelser, så du kan lave en samlet opstilling af planter i forskellige størrelser og højder.
 
 

9. Lysestager af beton

Der er ingen tvivl om, at vi på redaktionen elsker alt, der kan skabe hyggestemning i efteråret. Disse små lysestager har på samme tid et rustikt og elegant udtryk. Og du kan også bruge dem som små, dekorative vaser.
 
 

10. Tørrede blomster

Efterår er højsæson for visne frøstande, som pynter fint i haven. Du kan med fordel også pynte op indendørs med de tørrede blomster og grene. Også forskellige græsser gør sig godt i tørrede buketter og opstillinger. Find masser af fine idéer her.
 
 
Hvilke blomster er gode at tørre? Det finder du af her.
 

Læs også: