Bestilling af skønne stauder

Jeg fik endelig hentet og leveret alle de fine stauder, jeg havde bestilt hjem. Og jeg skal ellers love for, at de fyldte noget. Jeg har både kigget i kataloger, bøger og på nettet for at finde inspiration til, hvilke planter jeg skulle bestille hjem, så det blev til en del. Jeg havde lidt svært ved at styre mig, for en af hver slags var åbenbart ikke nok. Nej, jeg skulle have tre, seks eller ni stykker af hver plante. Så det bliver vist ikke noget problem at fylde de nye bede op.
 
 
Pludselig havde jeg bestilt ikke mindre end 454 stauder, så der ventede mig noget af et arbejde med at plante dem ud. Men til næste år kan vi så glæde os over et forhåbentlig fantastisk blomsterhav i vores nye blomsterbede.
 

Krydderurter

Det var dog ikke kun stauder, jeg havde bestilt til Blomsterhaven. Det blev nemlig også til en del krydderurter. For på sydsiden af huset kunne vi godt tænke os en krydderurtehave, hvor summende insekter og duften fra de skønne krydderurter skal pryde bedene. Og samtidig glæder vi os til at plukke og bruge krydderurterne i lækre retter.
 

Egne stiklinger

Jeg har også selv været i gang med at lave stiklinger af forskellige stauder, som jeg har plantet i et midlertidigt plejebed. Der er tre forskellige høstfloks, riddersporer, purpur solhat, tre slags lavendler, salvier, citronverbena og en enkelt række Ortega, som er en vinplante med grønne druer.
 
 
Jeg skulle have lånt en minigraver, men den var blevet lånt ud til anden side, så jeg fik ikke ordnet de bede, som skulle agere den nye blomsterhave. Derfor er alle stauderne kommet i depot i køkkenhaven, og her må de stå indtil efteråret – måske helt til foråret. Men det tager de heldigvis ikke skade af.