Gylden birkekrans på lerpotte

Imponer familien med denne fine brun-gyldne adventskrans, der er inspireret af svenskernes majstang. Kransen svæver omkring en grov patineret lerpotte og kan holde sig frisk i adskillige uger

Mandag d. 9. november 2009 - af Anita Lindberg, Havefruen og Stylist Anna Hedegaard/Engleblomst.com. Foto: Philippe Kress og Jakob Valling/Valling.com

Det skal du bruge:
• Elefanttråd eller krans af ståltråd, der er 40 cm i diameter
• Birkegrene
• Myrtetråd
• Troldhasselgrene i små stykker
• Havreaks i små stykker
• Guldspray
• Agern
• Hobbylim
• Guldglimmer
• Skærme fra klatrehortensia i små buketter
• Limpistol
• Oasis
• Rødlerspotte
• 1 frisk lige gren
• Pudemos
• Små kogler
• Jutesnor
• Papirengle
• Gylden sytråd
• 4 lyseklips
• 4 juletræslys

Sådan gør du:

Krans:
Bøj elefanttråd til en krans. Læg birkegrene tæt til kransen, og bind dem fast med myrtetråd. Bind troldhasselgrene på. Spray havreaks med guldspray (gør det udenfor). Skil agernene ad. Smør nødderne med lim, og drys med guldglimmer. Lad dem tørre på bagepapir. Lim derefter hatte og nødder sammen igen. Lim havreaks, guldagern og skærme fra klatrehortensia på kransen med limpistol.

Potte:
Kom oasis i rødlerspotten. Giv grenen en stor klat hobbylim, og stik den ned i oasisen. Kom evt. også lim ned i oasisen. Lad pudemosset ligge i lunkent vand i nogle minutter, og dæk derefter oasisen med det. Læg kogler på mosset.

Desuden:
Afmål to jutesnore, så kransen hænger et par centimeter fra kanten af rødlerspotten. Skær et kryds i toppen af grenen, så snorene kan sidde fast. Bind snorenes ender fast med en enkelt knude omkring kransen, og sæt den fast på grenen. Lim en kogle i toppen. Bind papirengle på kransen med gylden sytråd. Sæt til sidst lyseklips og lys på kransen.