Rustikke kræmmerhuse

Se her, hvordan du laver hjemmelavede kræmmerhuse af bølgepap.

Lørdag d. 17. november 2012 - af Pia Buusmann, Foto: Jes Buusmann

Kræmmerhuse kan sagtens fungere som andet end pynt til træet og gemmested for godter. Brug kræmmerhuse som alternativ borddekoration på et pyntet fad.

Disse kræmmerhuse er lavet i bølgepap, som giver et rustik udtryk, og foret er med fint crèpepapir og flotte bånd.

Prøv opskriften: Glaserede æbler.

Det skal du bruge til de rustikke kræmmerhuse:

• Et stykke hvidt papir
• Bølgepap
• Limpistol
• Crèpepapir
• Klipsemaskine
• Tre forskellige slags sløjfebånd
• Guldkæde med små blade
• Evt. lidt bånd til hank

Sådan laver du kræmmerhuse selv:






Rustikke kræmmerhuse

1. Tegn en skabelon til kræmmerhuset på papiret, der måler 18 cm i højden, inklusive foldekant, og 25 cm fra buehjørne til buehjørne.

Klip skabelonen ud, og tegn kræmmerhuset af på bagsiden af bølgepappet. Klip det ud, og fold den lille markerede kant ind i kræmmerhuset.

Rids kanten med en negl, så du får en skarp kant. Fold pappet til et kræmmerhus. Kom lim på kanten, og pres siderne sammen.

Læs også: Lav dine egne julehjerter med små hjerter i.


Rustikke kræmmerhuse


2. Klip et stykke crèpepapir på 50 x 5 cm. Fold små læg i papiret. For hvert tredje læg klipser du læggene sammen foroven på ydersiden af kræmmerhuset hele vejen rundt. Lim et bredt sløjfebånd hen over de steder, hvor du kan se klipsene, så disse bliver skjult under båndet.

3. Lim de to sidste pyntebånd neden for det første. Lim til slut den lille guldkæde i midten af det nederste bånd hele vejen rundt. Klip et passende stykke bånd af til hank, og lim hanken i kræmmerhuset, hvis du gerne ville kunne hænge det op.

Her har vi købt materialerne til de rustikke kræmmerhuse:

• Bølgepap samt crepepapir, Panduro Hobby
• Bånd, Handler
• Guldkæde med små blade, Bead House

Derfor bruger vi limpistol:

Det kan være svært at lime bølgepap med almindelig lim, da pappet er ret tykt. Derfor har vi brugt limpistol, hvor limen tørrer hurtigt op. Hvis du ikke har en limpistol, kan du bruge almindelig lim. Sæt tøjklemmer i kanten af kræmmerhuset, til limen er tør. Hold selv på pappet i midten og forneden på kræmmerhuset, til limen er tør.

Få hjælp til at vælge dit juletræ her.