Rabarberkoldskål med mandeltopping

Rabarberkoldskål med mandeltopping

Pift koldskålen op med et lækkert, syrligt skud rabarber og sprød topping af mandler, chiafrø og rugbrød. Du får opskriften her.

Tirsdag, 17. juli 2018 - 9:02 - af Inge Skovdal. Foto: Inge Skovdal.

Den almindelige koldskål med citron og kammerjunker er et hit hos de fleste - men den gode sommerdessert smager også skønt i nye klæder! Vi har piftet koldskålen op med rabarber fra haven og sprød topping af mandler, chiafrø og rugbrød, og resultatet smager - om muligt - endnu mere sommerligt end originalen. 

TIP: Toppingen kan med fordel laves dagen før. Der er rigeligt i denne portion, så du kan gemme noget af den i en beholder med låg og spise den oven på din yoghurt om morgenen.

Prøv også: Koldskåls-panna cotta med nøddecrumble

Det skal du bruge til rabarberkoldskål med mandeltopping: 

Rabarberkoldskål:

  • 300 g rabarber
  • 1 dl
rørsukker
  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 1 dl almindeligt sukker
  • 6 dl kærnemælk
  • 6 dl tykmælk

Sprød mandeltopping:

  • 3 skiver rugbrød
  • 200 g mandler
  • 1 spsk. chiafrø
  • ½ dl rørsukker

Pynt:

  • Spiselige blomster

Er du i tvivl om, hvilke blomster der kan spises? Vi har samlet 15 af slagsen her!

Sådan gør du:

Rabarberkoldskål:

  1. Skær rabarberne i mindre stykker, og kom dem i en gryde med rørsukker. Bring dem i kog, og lad dem simre i ca. 25 minutter, indtil de er så bløde, at du kan trække dem i stykker med en gaffel. Lad dem køle helt af.
  2. Pisk æggeblommer og sukker luftigt.
  3. Rør kærnemælk og tykmælk i sammen med 2 dl af rabarbermosen. Stil skålen i køleskabet indtil servering – koldskålen kan med fordel laves i god tid.

Sprød mandeltopping:

  1. Tænd ovnen på 170°. Smuldr rugbrødet i mindre stykker. Hak mandlerne groft.
  2. Bland alle ingredienserne, og bred blandingen ud på en plade med bagepapir.
  3. Bag toppingen i ovnen i ca. 20 minutter – rør i den et par gange undervejs. Lad den køle helt af.
  4. Fordel koldskålen i 6 høje glas, drys mandeltoppingen på, og pynt med spiselige blomster. 

Flere lækre sommerdesserter: Cremet koldskålskage med lime

Læs også: