Kager

Trin-for-trin: Macarons med brombærcreme og hvid chokolade

Det kan være lidt tricky at lave macarons. Men har du et sukkertermometer og er opmærksom på at veje præcist af, er det ikke så svært igen. Belønningen er i hvert fald værd at vente på. Vi hjælper dig trin for trin.
af Cecilie Svensson 17.04.2018 Foto: Stine Christiansen/skovdalnordic.com.
Macarons med creme af brombær og hvid chokolade
0 personer

Ganache

  • 200 g hvid chokolade
  • 1½ dl fløde
  • 120 g friske brombær

Mandelmasse

  • 55 g æggehvide (1 bæger upasteuriseret æggehvide)
  • 125 g flormelis
  • 150 g mandelmel

Italiensk marengs

  • 35 g vand
  • 150 g sukker
  • 55 g æggehvide

Der er noget særlig elegant over den lille kage fra Frankrig. Men macarons er ikke bare yndige, de er også uimodståelige med deres let sprøde ydre og bløde indre. Smagen og farven kan varieres i det uendelige, og i denne opskrift har vi fundet inspiration i havens sommersøde brombær.

Trin for trin: Se her, hvordan du laver macarons:

Macarons med brombær

Trin 1: Ganache:

  • Bræk chokoladen i små stykker, og kom den i en kasserolle.
  • Tilsæt fløde og brombær, og varm op ved så lav varme som muligt. Rør forsigtigt, til konsistensen er cremet og ensartet.
  • Sigt brombærkernerne fra, og hæld ganachen i en sprøjtepose eller en frysepose.
  • Læg den i køleskabet et par timer, til den har sat sig og er lidt koldere end stuetemperatur.

Mandelmasse

  • Rør æggehvide, flormelis og mandelmel sammen til en fast marcipanlignende masse, og sæt til side.

Trin 2: Italiensk marengs

  • Hæld vand og sukker i en kasserolle, og varm det op ved svag varme, til lagen bliver som en sirup, og temperaturen er 117-118°.

Trin 3: Italiensk marengs - fortsat

  • Pisk hviderne stive, men så de stadig har bløde toppe.
  • Hæld sukkerlagen i æggehviderne i en tynd stråle, og pisk marengsmassen, til den er afkølet og meget stiv og blank. Dette kaldes italiensk marengs.
Macarons med brombær

Trin 4: Sprøjtepose

Vend en stor skefuld italiensk marengs i den faste mandelmasse, og vend derefter resten af marengsmassen forsigtigt i.

TIP Du skal ikke røre for meget, for så risikerer du, at massen bliver for tynd – den skal være fin og ensartet. Er konsistensen for tynd, flyder den hurtigt ud, når du sprøjter den ud på bagepladen. Tilsæt i så fald lidt ekstra flormelis. Er konsistensen for tyk, kan den slet ikke flyde ud. Tilsæt derfor lidt ekstra æggehvide.

Trin 5: Form og bagning

  • Hæld massen i en sprøjtepose, og sprøjt macaronerne ud på en bageplade med bagepapir. Lav dem så ensartet som muligt. Er der toppe på, så dyp fingeren i koldt vand, og tryk ganske let toppen ned.
  • Lad macaronerne hvile i 30-40 minutter, så de danner en tynd skorpe i overfladen – dermed hæver de på den karakteristiske macaronmåde, og overfladen bliver fin blank.
  • Bag dem i ovnen ved 160˚ i 10 minutter. Sæt derefter en træske i klemme i ovnlågen, skru ned på 130°, og bag videre i 4 minutter.
  • Tag dem ud, og lad dem køle helt af på bagepladen.

Trin 6: Saml dine macarons

  • Sprøjt ganache på halvdelen af macaronerne, læg til sidst de resterende ovenpå.

TIP Opbevar dine macarons i en lufttæt beholder, og lad dem stå køligt, indtil de skal nydes. De har godt af at stå og sætte sig nogle timer eller natten over, før de serveres. Så får de den karakteristiske sammensmeltning mellem macaron og ganache, som gør konsistensen så lækker. Husk at drysse brombærstøv over kagerne inden servering.