Bruschetta med ærter, spirer og parmaskinke

Forårsbruschetta med ærter og ærtespirer

Servér disse knasende sprøde forårs-bruschetta til forret – og lad forårsstemningen brede sig.

Mandag, 30. april 2018 - 15:22 - Opskrift og foto: Inge Skovdal/skovdal.dk.

Bruschetta er en klassisk italiensk forret eller snack, som er dejlig nem at lave og som altid smager af mere. I denne opskrift har vi byttet tomaterne ud med lækre ærter, der med deres skønne grønne farve og dejlige, knasende smag emmer af forår. Velbekomme!

Vild med bruschetta, så prøv også vores sommerbruschetta

Det skal du bruge til bruschetta med ærter, spirer og parmaskinke:

4 personer

  • 800 g ærter i bælg (eller 250 g bælgede eller optøede ærter)
  • 1 fed hvidløg
  • 50 g mandler
  • 25 g parmesan
  • ½ dl olivenolie
  • Lidt revet usprøjtet citronskal
  • Salt
  • 1 baguette (fra bageren)
  • 4 skiver parmaskinke
  • Ærtespirer

Se også: Grillet svinemørbrad med rabarberchutney og ærtesalat

Sådan gør du:

  1. Bælg ærterne, og blend dem med hvidløg, mandler, revet parmesan og olivenolie. Smag til med revet citronskal og lidt salt.
  2. Skær skiver af brødet, og rist dem i ovnen sammen med parmaskinken i ca. 3-5 minutter ved 200°. Lad begge dele afkøle.
  3. Smør brødene med ærtepesto, og pynt med ristet parmaskinke og ærtespirer.

Læs også: Guide: Ærter A-Z

Læs også: