Cannelloni med fyld af ricottaost og karljohansvampe

cannelloni

Fyldte cannelloni er italiensk, når det er bedst. Her har vi fyldt dem med sensommersvampe og ricottaost.

Fredag d. 6. september 2013 - af Carsten Kyster, Foto: Columbus Leth

Det italienske køkken er kendetegnet ved få, men gode råvarer og mad, der nemt at gå til. Lav klassikeren cannelloni - her i en variant med fyld af karljohansvampe og ricottaost og en god tomatsauce på toppen. Følg vores trin for trin-guide i billeder og kom nemt igennem opskriften på cannelloni.

Ingredienser til cannelloni med ost og svampe:

(4 personer)

10 g karljohansvampe, tørrede, udblødte
¼ bundt basilikum
200 g ricottaost
½ citron, usprøjtet
40 g parmesan
Salt og friskkværnet peber
250 g cannellonipasta
½ l tomatsauce

Tilbehør: Ekstra parmesan og brød

Hvis du kunne lide cannelloni så lav også en anden italiensk klassiker - få 8 nemme pizzaopskrifter

Trin for trin-guide: Sådan laver du cannelloni:

Trin 1: Udblød svampene i lunkent vand i 20 minutter, og skyl dem godt. Hak svampe og basilikum.

Trin 2: Rør basilikum og svampe sammen med ricottaost.

 

Trin 3: Riv citronskallen og 20 g parmesan fint over basilikum, svampe og ricotta, og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber.

Trin 4: Fyld en sprøjtepose med ricottaostblandingen.

Trin 5: Sprøjt osteblandingen ned i de rullede cannelloni.

Trin 6: Fordel dine cannelloni i et ovnfast fad, og hæld tomatsauce over. Riv den sidste parmesan over pastaen, og bag den i en forvarmet ovn ved 200° i 25-30 minutter, indtil pastaen og osten er gylden. Server med revet parmesan og godt brød.

TIP: Tilbered også gerne en frisk grøn salat med en mild olie-eddike-dressing til, så er måltidet fuldendt.

Find det autentiske Italien i opskrifterne på 10 klassiske pastaretter

Variér fyldet i din cannelloni
Cannelloni er en af de klassiske italienske retter, og fyldet kan varieres i det uendelige. Ricottablandingen kan fx udskiftes med en kødsauce, eller tomatsaucen kan erstattes af en bechamel. Cannelloni kan serveres som en forret, hovedret eller som tilbehør til andre retter.