Hjemmelavet pasta - grundopskrift

Hjemmelavet pasta

Hjemmelavet slår det færdigkøbte med flere længder - og så er det faktisk hverken svært eller tidskrævende at lave selv. Prøv selv opskriften her, og bliv en sand pastamester på ingen tid!

Mandag, 30. april 2018 - 14:03 - af Mikkel Karstad.

Selvom det ikke er særlig svært at lave pasta fra bunden, så kræver det først og fremmest én ting - en pastamaskine. Maskinen gør det meget lettere at rulle pastadejen ud, og med den ved hånden tager det ingen tid at lave din egen pasta. Du kan dog godt rulle pastaen ud med en kagerulle, men det gør processen en del mere besværlig.

Denne grundopskrift på pastadej gør det muligt for dig at lave alverdens forskellige lækre former for pasta. Du bestemmer helt selv, om du fx vil lave lasagneplader, spaghetti eller fettuccine.

TIP: Hvis du ikke vil bruge pastaen med det samme, kan du tørre det på et meldrysset bord. Herefter kommer du det i en lufttæt pose eller beholder. 

Du kan bruge din hjemmelavede pasta i denne lækre pastaret med tomatsauce og tigerrejer

Det skal du bruge til hjemmelavet pasta:

4 personer

  • 200 g durumhvedemel
  • 200 g fuldkorn tipo 00
  • Lidt salt
  • 3 æggeblommer
  • 2 hele æg
  • Evt. lidt vand

Meget mere pasta: One pot-pasta kødboller og tomat

Sådan gør du:

  1. Bland de 2 meltyper og salt i en bunke på bordet, og lav et hul i midten.
  2. Slå æggene ud, og hæld de 3 æggeblommer og 2 hele æg op i hullet, og bland det forsigtigt sammen, indtil du har en god fast og smidig dej.
  3. Tilsæt evt. en lille smule vand, hvis dejen føles for tør.
  4. Pak dejen ind i køkkenfilm, og læg den i køleskabet.
  5. Lad dejen ligge 30-60 minutter, til den samler sig, inden den rulles ud på pastamaskinen.
  6. Del dejen ud i mindre stykker, og rul først dejen ud i plader, til den har en passende tykkelse – hvor tyndt du ruller pastaen, er et spørgsmål om smag, så prøv dig frem.
  7. Derefter ruller du den igen igennem maskinen, som skærer pastaen i den ønskede form, fx spaghetti/tagliolini, tagliatelle eller pappardelle.
  8. Når du laver båndpasta, er det en god idé at drysse den med lidt mel og lægge den i små ‘reder’ på en bageplade eller bakke, indtil pastaen skal koges.
  9. Kog pastaen i 4-5 minutter, så den stadig er al dente.

Du kan bruge din hjemmelavede pasta i denne grøntsagslasagne med citronricotta

Læs også:

Risotto grundopskrift
Grundopskrift på pizzadej