Kartoffelsalat med syltede rødløg

Kartoffelsalat med syltede rødløg
Foto: John Bendtsen.

I Danmark er vi vilde med kartofler i alle afskygninger - og særligt hjemmelavet kartoffelsalat er en af de gode gengangere på frokostbordet. Her får du opskriften på redaktionens favorit med syltede rødløg.

Tirsdag, 10. april 2018 - 13:16 - af Camilla Zarah Lawes. Foto: John Bendtsen.

Sæsonen for nye, danske kartofler er nogle måneder væk endnu - men ih, hvor vi altså bare allerede glæder os til at sætte tænderne i den første, lækre én af slagsen!

Imens vi utålmodigt venter på, at det bliver juni og høsttid, har vi derfor taget forskud på de forårsskønne retter med kartofler af den hjemmekøbte slags. Her får du opskriften på kartoffelsalat med syltede rødløg. 

Se også: Kartoffelsalat med radisser

Det skal du bruge til kartoffelsalat med syltede rødløg:

Syltede rødløg:

  • 3 rødløg
  • 1 dl eddike
  • 100 g sukker
  • 1 tsk. salt

Kartoffelsalat:

  • 800 g nye kartofler
  • 1 bundt purløg
  • ¾ dl olivenolie
  • 1 spsk. dijonsennep
  • Havsalt og friskkværnet peber

Flere lækre forårsretter: Sprøde minivafler med stenbiderrogn

Sådan gør du: 

  1. Syltede rødløg:
  2. Pil løgene, og skær dem i ringe.
  3. Kog en lage af eddike, sukker og salt. Når sukkeret er opløst, tilsætter du løgene og lader dem koge i 1 minut.
  4. Tag gryden af blusset, og afkøl løgene helt i lagen.

Kartoffelsalat:

  1. Kog og pil kartoflerne – de skal være lige akkurat møre – og pres dem let med en gaffel.
  2. Hak purløgene fint, og vend dem med kartoflerne – gem lidt til drys.
  3. Rør olie med sennep, og krydr med havsalt og peber. Vend sennepsdressingen i kartoflerne.
  4. Kom kartoflerne i en skål eller på et fad, og hæld de syltede løg og lidt af lagen over.
  5. Drys med purløg, og servér.

TIP: De syltede løg kan også tilberedes dagen før og opbevares i lagen.

Måske du også vil kunne lide: Minitærter med rygeost og purløg

Læs også:

Bagte rødløg