Sådan salter du citroner

Hvis du lægger dine citroner i salt, fjerner du den bitre smag, så hele citronskallen kan spises.

Fredag d. 8. august 2008 - af Carsten Kyster, Foto:Pia Enghild

Hvis du lægger dine citroner i salt, fjerner du den bitre smag, så hele citronskallen kan spises. Smagen er frisk og aromatisk, og citronerne kan bruges i stort set al slags madlavning. Se her, hvordan du salter citroner trin for trin.

Det skal du bruge
-
To store glas
- 1 kg citroner, økologiske eller usprøjtede
- 250 g groft køkkensalt
- 6-10 mellemstore laurbærblade
´- Evt. atamon
- Vand eller citronsaft

Sådan gør du
1. Vask citronerne godt og grundigt.

2. Skær 4 store snit i citronen uden at skære helt igennem. Du kan evt. også halvere citronerne.

3. Pres det grove køkkensalt ned i snitlommerne på citronerne.

4. Læg citronerne i rengjorte glas med laurbærblade. (Skyl evt. glassene med atamon forinden).

5. Pres citronerne godt sammen, så de fylder hele glasset ud. Fyld glasset med vand fra hanen eller citronsaft. Sæt låg på glassene, og sæt datomærke på. Sæt de saltede citroner på køl eller et sted med en ensartet temperatur på ca. 10-12°. Citronerne skal salte i mindst 2 måneder, og sylteglasset har godt af at blive vendt engang imellem, da der vil lægge sig salt på bunden.

Tip: Det er god idé at finde citroner med en tyk skal, for det er skallen, du bruger.

Sådan bruger du salte citroner
Saltede citroner bliver flittigt brugt i det marokkanske køkken. Kombinationen af salt, syrligt og citrus smager fremragende og forfriskende. Brug de saltede citroner som en slags tilbehør a la pickles til grillet eller stegt kød og fisk. Og brug citronerne som smagsgiver i gryderetter med lam, kylling og fisk eller bland fintsnittet citronskal i couscous.

Salte citroner smager kraftigt, så du skal kun bruge lidt ad gangen. Både når citronerne bruges som tilbehør og som krydderi, skal de hakkes fint med kokkekniven.

Prøv at blande hakkede salte citroner med syltede rødbeder og vend dem i yoghurt som kold sauce til for eksempel lam eller kylling. Og prøv engang at servere en god kartoffelmos med saltede citroner eller mayonnaise med saltet citron. Listen er lang, det er kun din fantasi, der sætter grænser.

Salt løs
Med samme fremgangsmåde kan du også salte lime og appelsiner, og samtidig kan du fint variere krydderierne og bruge nogle af dine yndlingskrydderier.

Læs også:
Lav dit eget lime- eller citronsalt