Salat med asparges og avocado

En sprød sommersalat, der mætter og både kan bruges som tilbehør eller som forret alene

Onsdag d. 12. august 2009 - af Marie Melchior, Foto: Jakob Valling

1 bundt grønne asparges, 200 g
2 avocadoer
2 poser mozzarella a 250 g
200 g røde druer
1 bundt estragon
1 bundt kørvel
3 kviste bredbladet persille
1 gul og 1 orange morgenfrue

Pynt
Stedmoderblomster

Vinaigrette
1 spsk. flydende honning
2 spsk. rød balsamico
4 spsk. god olivenolie
Salt og peber

Skær eller bræk den nederste træede ende af aspargeserne af, og læg dem i kogende vand i 4 minutter. Hæld aspargeserne i et dørslag, afkøl med koldt vand, og halver dem. Skær avocadoerne i halve, og fjern forsigtigt stenen og skrællen. Skær avocadokødet i skiver. Hæld vandet fra mozzarellaen, og skær den i skiver. Vask druerne, og flæk dem i halve.

Nip og skyl krydderurterne. Pisk ingredienserne til vinaigretten sammen. Anret asparges, avocado, mozzarella og druer i en stor skål. Fordel krydderurterne på toppen, og pynt med kronbladene fra morgenfruer og stedmoderblomster. Dryp dressing over salaten. Server salaten som en forret eller en let frokostret. Eventuelt med et godt brød til.