DIY - pile-espalier til krukker
DIY & kreative ideer

DIY: Fint pile-espalier til krukker

Af Lone Monna 21.02.2019
Foto: Pernille Greve.
Giv altanen eller terrassen et personligt touch med et hjemmelavet espalier. Denne smukke variant er flettet som et pilehjul, dine blomster kan sno sig op af. Her kan du se, hvordan du gør - trin for trin.

Går du og glæder dig til sommerens blomsterflor, kan du allerede nu lave fine espalierer af pil til havens bede, krukker og altankasser. Vi viser dig her, hvordan du laver et fint krukke-espalier i pil, som dine blomster kan klatre smukt op ad.

Mere inspiration: Sådan laver du et harlekin-espalier til altankassen

Det skal du bruge til dit pile-espalier:

  • Grensaks
  • 18 pilegrene i 1 cm’s tykkelse
  • 1 stor krukke
  • 3 pilegrene i 2 mm’s tykkelse

DIY: Espalier til klematis

Sådan laver du dit pile-espalier:

TRIN 1
Klip de tykke pilegrene til, så de er 35 cm lange. Sæt dem lodret ned i kanten af krukken med ca. 10 cm’s mellemrum hele vejen rundt. Du kan også lave espaliereret færdigt, inden du sætter det ned i krukken.

TRIN 2
Nu skal du flette de tynde pilegrene om de tykke grene. Sørg for at fugte dem, så de lettere kan bøje. Start med at føre en tynd gren under en tyk gren, herefter over den næste tykke gren osv. – skiftevis under og over hele vejen rundt. Afslut ved at sno grenen en gang rundt om den første tykke gren, og bind en knude.

Tag en ny gren og fortsæt, men denne gang modsat. Der, hvor den forrige gren gik under, skal den nye gren gå over. På den måde bliver grenene holdt på plads og danner et smukt flettet mønster. Fortsæt med den sidste pilegren. Det ser bedst ud, når det flettede stykke ikke er så bredt – ca. 3 cm’s bredde er passende, for stykket skal ikke syne for meget og blot støtte planten en anelse.

Endnu et flot espalier, du selv kan lave: Pyramide-espalier til klatrende planter

Værd at vide 
om pileflet
Prisen på flettepil ligger på 40-80 kr. pr. bundt, afhængigt af længde og sort. Tjek dog også dba.dk, hvor du kan finde gode priser hos private sælgere.

Det er en fordel, at pilegrenene er våde, for så er de mere bøjelige, når man skal arbejde med dem. Specielt de tynde pilegrene til pilehjulet skal helst være våde/fugtige.