Desserter og kager

Klassisk Sachertorte

Sachertorte er en østrigsk specialitet, som er kendt i hele Europa. Lad dig ikke skræmme af det fine navn, for Sachertorte er i virkeligheden en meget enkel chokoladekage.
af Christine Bille Nielsen og Camilla Biesbjerg Mikkelsen, Foto: Henrik Freek og Betina Hastoft 23.03.2012
Sachertorte: Opskrift og guide

Sachertorte er i virkeligheden en meget enkel chokoladekage, som er gjort ekstra lækker med abrikosmarmelade og blankt chokoladeovertræk. Den blev skabt af Franz Sacher i 1832 som en speciel bestilling til en adelsmand i Wien. Og man kan godt forstå at Sachertorte blev populær og har været det lige siden. Så det er bare med at springe ud i en Sachertorte og spise kage som er værdig til en adelsmand

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det skal du bruge til Sachertorte

(Sachertorte til 8-10 personer)

Kagen til Sachertorte:
100 g mørk chokolade, hakket
100 g smør
korn fra 1 vaniljestang
5 æg
125 g sukker
100 g hvedemel
en springform (ca. 22 cm i diameter)
ca. 3 dl abrikosmarmelade
Prøv også: Sachertorte

Chokoladeglasur til Sachertorte:
50 g smør
2 spsk piskefløde
3 spsk flormelis
150 g mørk chokolade, finthakket

Få mere inspiration med Mad & Bolig

Sådan laver du Sachertorte

Se trin for trin-guide i galleriet, eller læs beskrivelsen herunder...

Mod på flere kageklassikere: Mokka éclairs

Start med at lave pynten til din Sachertorte: Skrab med en stor, skarp kniv på bagsiden af de chokoladeplader, som skal bruges til kage og glasur. Pres chokoladepladen ind mod maven, hold kniven vinkelret, og skrab indad mod dig selv, så kniven laver fine chokoladeflager. Lav nok til at pynte rundt i kanten på din Sachertorte, og læg dem på en tallerken - brug kniven og ikke dine varme hænder til at flytte chokoladeflagerne fra skærebrættet.

Kagedej til Sachertorte: Smelt hakket chokolade, smør og vanilje i en skål over vandbad. Del æggene i hvider og blommer. Tag chokoladen fra vandbadet, og rør æggeblommerne i chokoladen. Pisk hviderne skummende med en elpisker. Tilsæt sukker lidt ad gangen, og pisk hviderne meget stive. Pisk forsigtigt ¼ af hviderne i chokoladecremen med et almindeligt piskeris - ikke elpiskeren. Tilsæt endnu ¼ af hviderne, og pisk dem forsigtigt i. Vend forsigtigt de sidste hvider i chokolademassen med en dejskraber. Sigt mel i dejen ad 3 omgange, og vend det forsigtigt i dejen. Hæld den i en smurt springform. Bag din Sachertorte i ovnen ved 180° i 30-40 min. Tjek med en strikkepind el.lign. at den er gennembagt. Lad den køle af i formen.

Løsn din Sachertorte i siderne, tag den forsigtigt ud af formen, og vend den med bunden opad. Skær kagen midt over med en brødkniv. Smør 1 dl abrikosmarmelade på den underste bund, og læg toppen ovenpå. Smør et tyndt lag abrikosmarmelade på siderne og oven på kagen.

Chokoladeglasur til Sachertorte: Smelt smør sammen med fløde og flormelis uden at bringe det i kog. Tilsæt finthakket chokolade, og rør godt. Blandingen må på intet tidspunkt koge. Læg en bagerist omvendt, så rillerne rører bordpladen. Læg bagepapir under. Læg din Sachertorte på risten. Kom glasur på toppen af kagen, og glat den ud med en palet, så den glider ned ad siderne. Glat glasuren på siderne. Pynt din Sachertorte med chokoladeflager.

Lad glasuren stivne ca. 1 time, før du forsigtigt flytter din Sachertorte over på et kagefad med en lang metalpalet/kniv. Server med letpisket flødeskum.