Sådan dyrker du hortensia i krukker

Få tips til hvordan du nemt dyrker hortensia i krukker.

Fredag d. 20. september 2013 - af Anita Banner, foto: Tine Edinger

Hortensia er en fantastisk smuk busk, der er nem at passe og kvitterer med en overflod af blomster i rosa, lilla, hvid og blå nuancer.

Har du ikke plads til en stor hortensia i haven, kan du sagtens dyrke dem i krukker. Måske har du kun en altan, og her kan du sagtens dyrke hortensia i krukker. Ifølge havekonsulent på magasinet ISABELLAS, Susie Helsing Nielsen, kan det tilmed være en fordel at dyrke hortensia i krukker frem for i haven:

− Hortensia i krukker kan være nyttigt for planten, hvis alternativet er en udsat vokseplads med meget sol, blæst eller frost. Stil krukkerne et sted, hvor der er halvskygge om sommeren, og vand jorden regelmæssigt, siger Susie Helsing Nielsen.

Læs, hvordan du kan forvandle farven på din hortensia

Pas på frosten
Ifølge Susie Helsing Nielsen er hortensiaer købt som potteplanter ikke altid hårdføre. Alligevel kan du godt have glæde af dem til vinter:

− Om vinteren kan du rykke dine krukker ind langs husmuren, hvor der er varmere end på terrassen. Husk at dække dem godt til, da krukkeplanter er mere udsatte end planter i haven. Er du bange for, at frosten alligevel skal få has på dine hortensiaer, så stil krukkerne et frostfrit, men køligt sted, fx i et udhus, råder Susie Helsing Nielsen.

Se smukke hortensiasorter her, og vælg din favorit