bæredygtighed
Bolig

13 tips til bæredygtighed

af Anita Banner. 4.03.2022
Foto: Tia Borgsmidt
Få tips til, hvordan du kan justere små ting i din hverdag, som hjælper med at skabe en grønnere verden!

Med få justeringer i hverdagen kan du være med til at skabe en grønnere verden. Det nytter, for jo flere der sorterer affald, spiser økologisk og køber brugt og bæredygtigt, jo større fokus kommer der på miljøvenlige løsninger hos producenterne. Vi guider dig til, hvordan du kan gøre en grøn forskel i hverdagen.

Sådan kan du gøre din hverdag mere bæredygtig

Ændr dine madvaner

  • Indfør to kødfrie dage om ugen samt en fiskedag. Køb danske, økologiske grøntsager og frugter, og gå efter MSC- eller ASC-mærket, når du køber fisk.
  • Lav en madplan, så du kun køber de madvarer, du har brug for, og lav evt. en ugentlig restedag. Virker det lidt trist, så bag eller køb et godt brød til resterne.
  • Spis i det hele taget brød til. Brød er nemlig utrolig bæredygtigt og kan spises til alt.
  • Tjek hjemmesiden stopspildafmad.dk, og få opskrifter på lækker restemad.
  • Køb kød fra Undgå madspild-kassen i supermarkedet. Det er billigt, og kan du ikke nå at spise kødet inden for en dag eller to, kan det fryses ned.
  • Lav din egen kaffe, og tag den med i en termokande i stedet for at købe to go-kaffe, hvor du smider koppen væk. Husk at købe økologisk og Fairtrade-mærket kaffe.
  • Fyld en drikkedunk med vand, og tag den med på jobbet i stedet for at købe flaskevand. Læg evt. drikkedunken i fryseren først, så vandet kan holde sig koldt længe.

App til økorestauranter

Skal du ud og spise i weekenden, så vælg en klimavenlig café eller restaurant. Fødevarestyrelsen og VisitDenmark har sammen udviklet appen Økologiske spisesteder, der skal gøre det let for dig at finde vej til danske caféer, restauranter og hoteller med Det økologiske spisemærke. Hent appen i Appstore eller Google Play.

OBS: Er du mere til takeaway, kan du få leveret økologisk mad gennem den landsdækkende kæde Just eat. Tjek just-eat.dk/takeaway/oekologisk.

Det evindelige plastik

Alle ved efterhånden, at der i verdenshavene flyder gigantiske plastikøer rundt, og at hvaler og store havfugle ofte bliver fundet med maverne fulde af det hårde materiale. Derudover er fremstilling af plastik forbundet med et stort energiforbrug og dermed CO2-udledning, så det er helt essentielt, at vi genanvender materialet. Foruden hård emballage fra frugt og grønt, flasker fra shampoo og rengøringsmidler osv. kan du også smide blødt plastik i affaldsbeholderen til plastik. Dvs. at slikposer, kaffeposer, husholdningsfilm og lign. også skal sorteres. Hvis du synes, at det er besværligt, så husk, at et kilo genanvendt plast sparer klimaet for fire kilo CO2-udledning. Det svarer til den mængde CO2, der udledes til miljøet, når et kraftværk afbrænder 30 kg kul.

OBS: Sig også til dig selv, at fra i dag af er det helt slut med at købe plastikposer i supermarkedet. Læg et stofnet i tasken, og sørg for, at det altid ligger der ligesom pung og nøgler.

Vidste du, at vi danskere bruger ca. 460 millioner bæreposer om året? Det svarer til 85 poser hver.

Kilde: plast.dk.

Bind miljøvenlige buketter

Det virker ulogisk, at blomster kan forurene, men faktisk er det ganske vist. Især afskårne blomster kan være en stor miljøsynder, hvis de er blevet fremstillet med en masse vand, kunstig varme, sprøjtemidler og lang transporttid fra den anden ende af verden. Derfor er det bedst at fylde vaserne med blomster fra din egen have, skoven eller grøftekanten – eller næstbedst at købe blomster og buketter fra økologiske blomsterbutikker. Bliver du alligevel fristet over evne (og ja, det gør vi alle), så køb afskårne blomster, der er produceret i Danmark. Spørg gerne efter dem i supermarkedet og hos blomsterhandleren – jo større efterspørgsel fra forbrugerne, jo mere påvirkning af forhandlerne.

Holdbar mode

Tøj er en stor klimasynder, og i Danmark slider vi det sjældent op, men køber nyt, så snart moden skifter. Det kan du råde bod på ved at give tøjet videre til genbrug eller selv købe brugt tøj og skabe din egen unikke stil. En anden mulighed er at investere rigtigt fra starten. Dvs. at købe tøj af økologiske materialer eller kvalitetstøj, der holder i mange år. Det gør du ved at vælge nogle sikre stykker tøj, der aldrig går helt af mode. Ifølge Cecilie Ingdal, der er chefredaktør for magasinet Elle, bør du gå efter:

  • Et velsiddende jakkesæt (gerne skræddersyet), der kan bruges netop som sæt, men også hver for sig, så jakken sættes til et par jeans og en hvid skjorte eller T-shirt og bukserne til en lækker sweater.
  • Et par blå jeans fra bæredygtige Tomorrow, da jeans er en kæmpe synder, når det kommer til vandforbrug i produktionen. Tomorrow har præcis taget hånd om dette og er verdens første svanemærkede og Ecocert-mærkede (EU-mærkning) jeans.
  • En hvid herreskjorte – gerne med en detalje som fx dine initialer broderet på. Selv er Cecilie Ingdal glad for danske Britt Sisseck.
  • En cognacfarvet kashmirsweater eller -cardigan. Og allerhelst fra danske, bæredygtige Ayayu.
  • Et par sneakers. De ser cool ud til alt fra jeans til kjole, og mange modehuse laver deres egen variant i dag. Hos bl.a. Adidas kan du få en bæredygtig variant lavet af plastik samlet op fra havet.

Vidste du, at globalt forbruger vi naturens ressourcer, som om der var 1,7 jordkloder til rådighed?

Kilde: wwf.dk.

Frys og reparér dit tøj

Chefredaktør for modemagasinet Elle, Cecilie Ingdal, er ikke bare ekspert i holdbar mode, men har også masser af bæredygtige tips:

  • Husk kun at vaske, når det er nødvendigt – og jeans kun meget sjældent. Du kan enten lægge dem i fryseren eller købe en særlig spray, der holder dem rene. Husk også at få dine ting repareret frem for at købe nye. Allude i Tyskland har fx en ”cashmere clinic”, hvor du kan få repareret al din kashmir, hvis der skulle gå huller i det. Aiayu gør noget tilsvarende med deres produkter herhjemme, fortæller hun og understreger, at man i det hele taget aldrig skal smide tøj ud.
  • Sælg det, giv det videre, eller aflevér det i H&M’s containere, hvor du får en voucher til at kunne købe nyt for. Designer’s Remix tager også imod gamle items, som de kan sy om til dig.

Vælg tidløse møbler

Det er dyrt at købe nye møbler, og så belaster produktionen af dem klimaet ganske meget. Derfor er det klogt at tænke i gode holdbare investeringer og evt. købe møblerne brugt. Ifølge chefredaktør for Mad & Bolig, Ulla Johanne Johansson, er det vigtigste at gå efter kvalitetsdesign, godt håndværk udført af gedigne materialer og så ignorere modeluner og i stedet lade sin egen smag styre.

– Det mix kan få ethvert møbel til at leve evigt, siger Ulla Johanne Johansson og tilføjer, at det kan det være en fordel at gå efter møbler, som kan repareres af producenten i Danmark. Fx kan Le Klint reparere Sax-væglampen, Skagerak kan reparere Drachmann-bænken, og Carl Hansen & Søn kan flette et nyt sæde til en Y-stol.

Et andet tip er ifølge Ulla Johanne Johansson at gå efter de møbler, som blev produceret i 60’erne.

– De er generelt af så god kvalitet, at de med fx en ombetrækning kan leve længe endnu. Desuden er visse af dem produceret af materialer, fx plastik og glasfiber, som forurenede, dengang de blev produceret, og som vil skulle bortskaffes som farligt affald. De holder til gengæld meget, meget længe, og så længe de gør det, er der ingen grund til at smide dem ud, slutter Ulla Johanne Johansson.

Husk de gamle spareråd

Engang var det kun fattige og nærigrøve, der klemte al tandpastaen ud af tuben, klippede remouladeemballagen over for at skrabe det sidste ud med en ske og rullede yoghurtkartonen sammen, så det sidste fra bunden kom med ud. I dag er det de hippe, der undgår madspild på denne måde uden at skamme sig. Så hop med på bølgen, og spar penge i processen. Lidt har stadig også ret!

Vælg pap og glas frem for aluminium

Aluminium er en af hverdagens største klimasyndere, og derfor er det vigtigt, at du får smidt de tomme dåser fra fx flåede tomater, babymajs og makrel i tomat til genbrug. Når der genbruges et ton aluminium i stedet for at udvinde nyt, bliver der udledt hele 10.600 kg CO2 mindre i atmosfæren. Desuden kan lakken på indersiden af dåserne indeholde det hormonforstyrrende stof bisphenol A. Prøv at finde alternativer til aluminiumsdåserne, når du handler. Mange madvarer fås i glas eller papemballage, som er mindre miljøbelastende. Allerbedst er det dog at købe friske, emballagefri råvarer eller næstbedst grøntsager fra frost.

Træk stikket ud

Det kan godt være, at vi danskere køber færre aviser og er blevet gode til at sige nej tak til reklamer. Men tiden, som vi bruger på vores telefoner og tablets som erstatning for de trykte medier, har fået elmåleren til at dreje mange ekstra omgange ved den daglige opladning. Vil du råde bod på dit frås med el, så indfør et par offlinedage om ugen. Gå eller cykl en tur, få ordnet lidt ukrudt i haven, find de gamle brætspil frem fra skabet, eller gå på biblioteket, og lån en god bog. Tid væk fra skærmen er både godt for kroppen og de små grå.

Gør rent på naturlig vis

Rengøringsmidler indeholder ofte en masse skrap kemi, der ikke er godt for vores vandmiljø. Du kan begrænse udledningen ved at købe økologiske produkter og supplere med de gode gamle husmortips: Eddike afkalker og fjerner lugt, salt renser sølvtøjet for sulfid (mørke belægninger), natron fjerner lugt, og citron fjerner kalkbelægninger i håndvasken. OBS: Vidste du, at natron også kan bruges til at vaske pesticidrester ud af æbler, der er blevet overfladebehandlet med sprøjtemidler? Vask æblerne i koldt vand tilført 1 % natron.

Undgå afløbsrens

Afløbsrens er ofte effektivt, men virkelig ikke godt for miljøet. Prøv i stedet at hælde kogende vand i det stoppede afløb. Hvis det ikke er nok til at fjerne tilstopningen, kan du hælde ½ dl natron i afløbet og dernæst 2 dl æblecidereddike. Lad det sidde og boble i højst 15 minutter, og skyl så efter med kogende vand. Forebyg tilstopningen ved at hælde 1 l kogende vand i afløbet hver uge.

Byt til nyt

Tøj, sko, legetøj, værktøj, møbler, elektronik, smykker, bøger, planter osv. At købe brugt er den meste bæredygtige form for shopping, og i dag er det nemmere end nogensinde. Foruden de velkendte hjemmesider dba.dk, guloggratis.dk, trendsales.dk og lauritz.com er der kommet et hav af lokale Facebook-grupper, hvor man kan købe brugt, bytte til nyt eller få gratis ting. Søg på ”brugt” eller ”bytte” på Facebook, eller brug Marketplace, som er Facebooks egen side. Så kan du finde et hav af lækre ting til salg i nærheden af, hvor du bor.