boliggalleri
Lejlighed

Boliggalleri: Cirkusshow uden regler

af Emilie Jensdóttir / Stylist : Mette B. Seerup / Foto: Christina Kayser O. 6.08.2019
Kreativiteten får frit spil i Nicoline Durups lejlighed i indre København, som er indrettet med spontane køb og utraditionelle kombinationer.
Det er svært at sætte en genre på Nicoline Durups indretning. Nok fordi hun med egne ord ikke føler sig tiltrukket af én bestemt stil, men i stedet impulsivt håndplukker de ting, der giver mening for hende lige her og nu. Derfor bærer hendes hjem også præg af, at indretningen sker spontant og umiddelbart og indeholder alt fra dyrt design til loppefund og skøre ting med en sjov historie.

Lidt af et cirkus

– Jeg er lidt et cirkus, hvor det ene show hurtigt afløser det andet, og det er mit hjem nok også. Jeg trives i nuancer og ville tabe min energi, hvis mit hjem udelukkende bestod af fx dansk design fra 1950’erne eller franske loppefund, siger Nicoline Durup. En af tingene med en sjov historie er den store lysekrone i Murano-glas, som hænger over Nicoline Durups spisebord. Hun faldt over den ved et tilfælde, og i dag er den blevet hendes yndlingsting i lejligheden.

Folk skal føle sig hjemme

Netop sjov og leg er to vigtige faktorer i Nicoline Durups hjem. Samværet i lejligheden er Nicoline Durups førsteprioritet, og hun forsøger at få indretningen til at indbyde til netop det. – Allermest er det enormt vigtigt, at det er et hjem, der skal bruges. En ting er min datter og mig, men jeg er også en rigtig selskabspapegøje, og det er bare enormt vigtigt for mig, at folk føler sig hjemme her, siger Nicoline Durup.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Boliggalleri: Cirkusshow uden regler

nicoline durup
Her bor: Nicoline Durup, 31 år, kreativ direktør hos Profil Markiser og stifter af lillesøstervirksomheden Studio P. Bolig: Lejlighed på 78 m² på Amaliegade i indre København. Stil: Impulsivt og farverigt mix af design og skæve ting med en god historie.
nicoline durup
Lysekronen fra Venini i Murano-glas er Nicoline Durups yndlingsting og er et impulsivt vintage-køb fra Studio Oliver Gustav. Spisebordet og stolene er designet af Piet Hein Eek og købt hos Holly Golightly, mens gardinerne er fra Nicoline Durups eget mærke, Studio P.
blomster dekoration
En undersøgelse fra The State University of New Jersey har vist, at du bliver et gladere menneske af at omgive dig med blomster, og ikke nok med det – den positive følelse, blomster giver, er også langtidsholdbar. Testpersonerne i undersøgelsen viste færre tegn på nervøsitet og tendens til depression, efter de havde haft en periode med blomster i hjemmet.
indretning bolig
Den bløde veloursofa er fundet i Ikea, og de matchende puder er fra Christina Lundsteen. Gulvtæppet er fra det gamle, belgiske tæppemærke Louis De Poortere, mens den skulpturelle stol er fra BD Barcelona.
nicoline durup
Hvis du gerne vil have den dekorative effekt af et gardin, men samtidig have så meget lys ind i dit hjem som muligt, kan du gå efter et gardin i et let og transparent materiale, fx hør. Vasen er fra CanCan, og den stribede pude fra Christina Lundsteen.
indretning bolig
Gardiner kan være med til at understrege indretningsstilen. Fx giver gardiner med bløde, bølgende læg en nutidig og moderne stil, mens gardiner med skarpe, faste læg bringer noget britisk og victoriansk indendørs.
køkken inspiration
Blød et hvidt og moderne køkken op med farverig keramik og loppefund såsom porcelænsterrinen her.
nicoline durup
I stedet for en farvet bagvæg kan du hænge en opslagstavle op, som kan fungere som skiftende udstilling. Den blå tekande er fra Stilleben og den gule potte fra Gubi. Opslagstavlen har Nicoline Durup selv lavet.
soveværelse
Maskerne, der hænger over sengen, er fra Röd Studio, mens sengetæppe og puder er fra henholdsvis Society og Bungalow. Sengegavlen i velour er fra Ellos, mens Nicoline Durup har fundet sengelampen i sin mors gemmer. Velourgardinerne er fra Studio P.
indretning badeværelse
Blomster er ikke udelukkende forbeholdt stuer. Prøv at hive en buket med ud på badeværelset; det gør det mindre sterilt og pifter et meget hvidt badeværelse op. Blomsterne her er fra Tableau, mens vasen er fra Reflections MERE INSPIRATION?
Vil du se flere inspirerende hjem? Så kom indenfor i dette eksklusive hjem i Hamborg
boliggalleri