
"Jeg har en hektisk hverdag, så når jeg kommer hjem, er det vigtigt for mig, at der ikke er for mange nips
og pynteting, som forstyrrer. Jeg kan rigtig godt lide det rene og rolige udtryk med masser af naturmaterialer
og nedtonede farver," fortæller Louise Scheutz-Klixbüll om sit lyse og enkelt indrettede hjem. Louise Scheutz-Klixbüll er indehaver af livsstils- og kommunikationsbureauet Klix Kommunikation. Hun har altid elsket design og godt håndværk, og de dekorative detaljer er da heller ikke til at komme udenom i hendes og kæresten Mads Axeltofts herskabslejlighed i København.
Billedgalleri: Rå stil i boligen
Indretning i vintage og moderne design
Lejlighedens originale detaljer som høje paneler, den hvide pejs og en dekorativ stuk får lov at stå frem i den enkle indretning. Den eneste større forandring, som parret har lavet i lejligheden, er et nyt køkken, der ligesom resten af lejligheden er skandinavisk og minimalistisk i stilen med hvid corian-bordplade og stålelementer.
"Da vi flyttede ind for tre år siden købte vi mange nye møbler. Så det var ekstra vigtigt for os at supplere med sjove vintagemøbler og genbrugs-accessories, så det hele ikke så alt for nyt og poleret ud. Det fungerer godt, når nyt bliver kombineret med gammelt, slidt og råt," siger Louise Scheutz-Klixbüll.
Inspiration: Få loungestemning på altanen
Til de fleste møbler har parret valgt tidløse design som et minimalistisk sort spisebord fra Hay, klassiske spisebordsstole fra Eames og en enkel, grå sofa fra Ilva. Og så har de gemt udskejelserne til de mindre ting som fx en sjov lysestage, herreskoen af kobber, som pynter på skrivebordet og de runde kobberæsker. De er nemmere at skifte ud end en sofa. "Der er moderat med nipsting, og dem, der er, står ikke i vejen for funktionaliteten.
Jeg synes, vi har en indretning midt i mellem det maskuline og det feminine. Der er ikke mange mænd, som hygger sig i en sofa, hvor de dårligt nok kan være der for blondepuder," siger Louise Scheutz-Klixbüll.
Indretning med wellness i alle rum
Lejligheden er holdt i nuancer af grå, brun og sort, og materialer som træ, kobber og skind går igen i hele lejligheden. "Jeg elsker vores stue med den store, bløde sofa og den hyggelige pejs, fordi her er så god en stemning," siger Louise Scheutz-Klixbüll. "Men jeg holder også meget af om sommeren at sidde på altanen i vores soveværelse."
Læs også: Minimalisme i Holteboligen
Næste projekt i lejligheden står i wellnessens tegn. "Den helt store drøm er at tage en bid af kontoret og gøre det til et stort badeværelse med badekar - og fladskærm, hvis det står til Mads. Men der går vist lige et par år, før der er sparet op til den idé," siger Louise Scheutz-Klixbüll.