Pernille Aalund siger farvel til sin villa i Gentofte. Det er tid til et epokeskifte og en massiv livsstils turn-around. Før de sidste flyttekasser lukker sig om familiens indbo, er her en lille mulighed for et sneak-peak ind i en anderledes kreativ verden, hvor familien selv, kunstnere, forfattere og forretningsfolk har sat deres præg på et levende hus gennem en årrække.
Pernilles "Pippi hus"
17 år har Pernille Aalund og hendes familie boet i hjemmet, og der vil altid have en ganske særlig plads i hendes hjerte.
- Her i dette "Pippi-hus" har jeg født de største af mine projekter; lige fra tv-programmer over bøger og til strategier og digitale, globale universer. Her har jeg skrevet mine klummer, grædt mine tårer og kysset mine børn, fortæller hun.
Hus med god karma
Gentoftevillaen fra 1876 var oprindeligt et pensionat, og det er den på en eller anden sær måde fortsat. For de mange rum har givet husly til mange forskellige mennesker gennem årene.
- Huset har en særlig rolig karma. Det lukker sig om de mennesker, der træder ind – som var det en varm omfavnelse. Familiemedlemmer, nære venner, kollegaer og mennesker i krise har boet i uger, måneder – ja, halve år – indtil livet igen faldt på plads i dem, og de blev klar til noget nyt, forklarer Pernille.
Pernilles bolig-manifest
Pernille Aalund tror hverken på udstillingshjem eller stiv boligindretning, men har i stedet fyldt sit hjem med møbler, ting og nips, der betyder noget for hende, og det mener hun, at alle burde gøre.
- Hvis du bruger din energi på at skabe et hjem der matcher andres forestillinger om, hvordan man bor pænt, er du på gal kurs. Du har ikke sat dig selv i centrum for, hvem du virkeligheden er, men for hvem andre forestiller sig, at du skal være. Du må sætte dig selv fri, droppe det pæne og i stedet tænke: "Hvis det bare var mig der boede her, og ingen kunne kigge ind, hvordan ville jeg så helst bo? Hvad ville jeg stille i vindueskarmen, have liggende på bordet, og hvilken tallerkener ville det være mest hyggeligt at spise af?".
Se alle billederne fra Pernille Aalunds hjem
Klik på galleriet, se Pernilles hjem, og læs hendes beretninger om livet i det kreative hjem...
Pernille Aalunds hus
Hvem: Pernille Aalund
Hvor: Gentofte
Hvornår: 1879
Fortsættes...
Pernille fortæller: - Entréen er et mix af gamle arvemøbler fra min farmors side. Under spejlet har jeg ladet den gamle holder til paraplyer blive hængende. Der har pensionatets gæster hængt deres paraplyer i mere end 70 år.
Pernille fortæller: - Mit hus ligger over for Gentofte kirke. Mennesker har et meget forskelligt forhold til en kirkes naboskab. Enkelte bryder ud i glæde, mens andre tænker, det er forfærdeligt. For mig er det udelukkende glæde.
Pernille fortæller: - De store tunge møbler stod i en villa i Holte, og ejeren ville smide dem ud. Jeg fik dem kørt til Gentofte. I en af skufferne ligger en kvittering fra Lindes Møbelfabrik. Året er 1939, og de smukke udskæringer skildrer Kong Valdemar og dronning Dagmar. Møblerne bærer på alle måder en smuk historie, og derfor er de en perfekt ramme for vores familie.
Pernille fortæller: - Der er ingen, der spiller guitar, så man kan holde ud at høre på det, men instrumentet blev engang efterladt i forbindelse med et arrangement i huset, og vi har aldrig fundet ejeren. Nu står den der, som en repræsentant for musikken, og husets gæster spiller på den, når de er her.
Pernille fortæller: - Den fransk filosof Gilles Deleuze har engang udtalt, at alle kunstværker "bør have en revne, hvor de vilde heste kan undfly". Sådan en revne har min datter og jeg lavet, en til os hver, på trappeopgangen til første sal. Intet bør være så låst, at man ikke kan finde en vej ud og væk.
Pernille fortæller: - At have et walk-in closet er fantastisk, at have et helt omklædningsværelse er uovertruffent! Sminkebord med spejl og stol er fra 1943 og har tilhørt familiens oldemor, der netop er flyttet til en ældrebolig i Lyngby. Den ældste taske er ligeledes fra 40’erne. Den hænger side om side med en Jægertaske fra 1973 og en lidt mere tidsvarende D&G. Kvalitet holder, og alt fortæller en historie om et liv, der er levet. For mig repræsenterer det stolthed, og det meste er genbrug.
Pernille fortæller: - Det gamle hus er født uden badeværelse. I tiden som pensionat gik gæsterne pænt ned ad vejen og tog deres bad i Kildeskovshallen. I nødstilfælde kunne badet klares i et aluminiumskar med en lille håndbruser i kælderen. I dag er der kommet nyt badeværelse med et stort Phillip Starck-bad, ovenlys til stjernekig og plads til en masse bøger og lidt kunst på væggen.
Pernille fortæller: - Det lille grønne toilet ser ud, som det har gjort i mange år. Jeg har ikke nænnet at skifte farven, der er træk og slip, digte håndskrevet på væggen samt en lille samling af religiøse motiver fra mange rejsemål. Håndvasken er hånddekoreret af en ukendt kunstner.
Pernille fortæller: - Køkkenet bliver brugt flittigt. Der laves mad, bages og koges dagligt. Krydderihylderne er mangfoldige og serier af ens porcelæn og glas er bandlyst.
Pernille fortæller: - Aldrig et nyt land uden, der bringes en kop med hjem. Tallerkner, skåle, bestik... det hele er bragt hjem fra rejser, er arvet eller købt på et marked et sted. Hver dag er oldeforældrenes fade i brug. Alt har en historie! Fra tante Annas gamle bord og den tilhørende skammel fra Brangstrup skole ved Ringe.
Pernille fortæller: - Da vi i sin tid flyttede til huset i Gentofte, var jeg enlig mor uden mange penge på lommen. Huset var faldefærdigt dengang, og alle de første penge, jeg tjente, gik til banale ting som nyt køleskab, reparationer af rådne vinduer og døre.
Pernille fortæller: - Der var slet ikke råd til havemøbler, da jeg flyttede ind. Det viste sig så heller ikke at være nødvendigt. Gentofte er hvert forår et slaraffenland af havemøbler. De står pænt stablet til storskrald i indkørsler og på fortove. Vi tog en runde det første år, og nu er det en hyggelig tilbagevendende udflugt.
Pernille fortæller: - Smukke træmøbler, uden de store fejl, står side om side i haven. Meget forskellige, men helt som de skal være. Hvis der knækker et ben... pyt! Her er hjerterum til mennesker, møbler og de historier, der følger med.
Pernille fortæller: - Jeg er på første parket til barnedåb, bryllup, konfirmation og begravelse. Det hele er smukt. Og hvis nogen spørger mig om, hvad jeg kommer til at savne mest, er det kirketårnets ringen og den livscyklus, jeg hele tiden er en del af.
Pernille Aalunds hus
