frida-ramstedts-klumme-belysning.
Belysning

Fridas klumme: Hvorfor har vi vendt lampeskærmene ryggen?

af Frida Ramstedt. Foto: PR. Illustration: Trine Natskår 25.10.2021
”Det er ubegribeligt, at så mange nye, moderne lamper har ”skærme” af gennemsigtigt glas eller er så brede, at man kan kigge direkte op i dem. Bliver der ikke lidt ”Kejserens nye klæder” over det?” Sådan spørger indretningsekspert Frida Ramstedt i denne måneds klumme.

Har du nogensinde kigget lige op i solen eller i en stærk glødepære? Så har du sikkert oplevet den ubehagelige følelse i øjnene, når man bliver nødt til at blinke for at få lysprikker væk fra blikket et godt stykke tid bagefter. Vi har brug for lys, men vi er ikke skabt til at kigge direkte ind i lyskilden.

Det er også grunden til, at man i sin tid opfandt lampeskærmen som koncept. Det var ikke kun for at gøre belysningen pænere. Skærmene skal være flotte at se på, men også hjælpe os med at se uden at blive blændet. De skal beskytte vores øjne mod blænding og hjælpe med at sprede, dirigere, forme og forstærke lysfaldet – så det havner, hvor vi har brug for det i rummet, uden at skabe ubehag.

Med det i baghovedet er det ubegribeligt, at så mange nye, moderne lamper har ”skærme” af gennemsigtigt glas eller er så brede, at man kan kigge direkte op i dem. Bliver der ikke lidt ”Kejserens nye klæder” over det? Gennemsigtige skærme eller vidtåbne modeller med store omkredse gør jo ingen større nytte netop som afskærmere. Så burde de ikke kaldes ved deres rette navn?

LÆS OGSÅ: Inspiration: 35 lamper til over dit spisebord

”Men man kan jo dæmpe lyskilderne nu til dags, vi er ikke lige så afhængige af skærme, som vi var førhen”, tænker du måske.

Jovist kan alle lamper være dekorative, hvis lyskilden er dæmpet, og glødetråden brænder som stemningsbelysning – men det er jo ikke det eneste, vi har brug for i vores hjem. Specielt ikke i en mørk aften i oktober. Alligevel ser man ofte disse lamper hænge lige dér, hvor vi har brug for lyset allermest: Oven over spisebordet. Som belysning ved køkkenbordet. Som læselamper ved sengen. Eller som eneste lyskilde i et mørkt badeværelse, hvor man virkelig har brug for et stærkt, forstærket (og ofte rettet) funktionslys for at kunne se ordentligt.

Vores generation, som så ofte beskyldes for at spendere aldeles for meget tid foran vores skærme, er også den, som har vendt den anden slags ryggen. Fuldstændig. Vi taler meget om at undgå det blå lys fra vores mobiler, fordi de forstyrrer vores døgnrytme, men jeg synes, der er flere spørgsmål om lys, som burde få mere fokus: At vi mest bruger vores lamper som dekoration, men helt ser ud til at have glemt deres funktion.

LÆS OGSÅ: Sådan finder du det perfekte lys til hjemmet

Frida Ramstedt: Er indretnings­ekspert, forfatter og driver blandt andet bloggen trendenser.se. Skriver hver måned om sit syn på indretning og svarer på spørgsmål i vores indretningsbrevkasse.