uderum indenfor
Indretning og trends

Spirende uderum indenfor

af Pernille Albers. 26.02.2020
Foto: Nick Degn Fotografi.
Har du en udestue eller et opvarmet anneks i haven, kan du indrette det med masser af planter og lade naturen flytte ind. Vi guider dig til, hvordan du kan skabe en grøn oase.

Vi har fundet 3 forskellige måder at indrette en udestue eller opvarmet anneks til dig, så du kan blive inspireret til din egen udestue eller anneks.

3 FORSKELLIGE OASER

Rustikt gartneri

rustikt indrettet udestue

Det rustikke gartneri er stilen til dig med ekstra grønne fingre, som har brug for plads til at forspire og dyrke indenfor. Stil et plantebord, der passer i højden, på en lys plads eller foran et vindue, så du kan forspire og ompotte dine planter med udsigt til haven. Sørg for, at der er masser af hylder og plads til opbevaring, så du har krukker og lign. lige ved hånden, men indret også en blød siddeplads, så du kan tage et hvil fra dine grønne projekter.

Vil du bruge udestuen eller annekset som plantestation, er det en god idé at lægge et rustikt gulv, som kan tåle, at du spilder jord eller andet på det. Man kan f.eks. bruge mursten, der giver rummet en sydlandsk stemning. Du kan placere planter på gulvet - bl.a. pelargonie, bellis, kattegræs, hyacint, primula, Pilea og Asparagus falcatus.

Hvis du har sarte planter, kan du bruge en stor lanterne som minidrivhus, og derved beskytte dine planter, indtil de kan plantes ud i haven.

En af de hotteste trends er at dyrke planter i glasbeholdere, så jord og rødder er synlige.

Mangler du plads, kan du hænge nogle af dine planter op foran vinduet. Vikl ståltråd rundt om glassenes hals, og hæng dem op. Det giver et flot, rådt look.

Romantisk livsnyder

romantisk indrettet anneks

Vil du bruge din udestue til at binde buketter og nyde dine planter, mens du slapper af med en god bog, er den romantiske stil sikkert lige dig: Blomster i massevis, bløde siddepladser og et bord at stille kaffekoppen på. Har du kig til haven fra udestuen, er det en god idé at placere stole og bænke, så du kan sidde og kigge ud på haven, der så småt er vågnet fra sit vinterhi.

Er væggene i udestuen pudset op, kan du male dem i en farve, der passer til indretningen og planterne, så du skaber sammenhæng i rummet. Det kan f.eks. være nuancer af grøn og lilla.

Du kan skabe en lille hyggekrog, hvor du kan sidde og læse en bog i fred og ro ved f.eks. at sætte små lamper op, som giver lys til hyggekrogen – og evt. vaser i forskellige størrelser på en lille reol til at skabe ekstra hygge.

Blomster og buketter spreder glæde og skønne dufte, så sæt grene, blomster og buketter i vaser og krukker for at give rummet liv.

Moderne hyggekrog

moderne hyggekrog

Er du mere interesseret i at skabe et hyggeligt rum end en plantestation, kan du indrette udestuen, orangeriet eller annekset med masser af bløde tekstiler og lette møbler, som skaber en hjemlig stemning. På den måde kan du nemt flytte rundt på interiøret, hvis du enten trænger til fornyelse eller bare vil indrette rummet anderledes. Brug planter og grene til at skabe smukke stilleben, så du kan invitere foråret ind, før naturen udenfor er klar.

Skønne, blomstrende tableauer kan give udestuen liv, og du behøver ikke at finde vaser og krukker frem for at skabe dem, for feminine drikkeglas passer godt i udtrykket og størrelsen til små sammenplantninger. Du kan f.eks. plante glassene til med forskellige løgplanter og stikke spirende grene langs kanten for at give dekorationerne et vildt og lidt tilfældigt look.

Du kan også skabe et urbant udtryk ved at lave en grøn plantevæk på en sortmalet trævæg, som også giver rummet karakter.

Skab et hyggeligt tableau til reolen eller gulvet, og en stemning at forår, ved at plante en lanterne til med mos og løgvækster. For at fortsætte med den hyggelige indretning, kan du også lægge gulvtæpper, som skaber en hjemlig stemning.