DIY: Lav bedårende blomsterrammer
Pres blomster, og udstil dem i smukke, hjemmelavede glasrammer. Vælger du hvide og grønne blomster og græsser, får du et enkelt og stilrent udtryk. Ønsker du mere fart og sjov over feltet, så prøv med gaffatape i en pangfarve og kulørte blomster.
Sådan presser du blomster
Find skønne blomster i haven, hos din lokale blomsterhandler eller i grøftekanten. Læg blomsterne i pres i en blomsterpresse (fås i hobbybutikkerne), eller brug blot den gamle teknik, hvor aviser og blomster lægges i lag med tunge bøger. Det er en god idé at lægge akvarelpapir eller køkkenrulle over hvert blad/blomst. Det vil hurtigt suge væsken fra blomsten, og processen tager ikke så lang tid, som hvis der kun bruges aviser. Læg skiftevis avis, akvarelpapir, blomst, akvarelpapir og avis – gentag denne rækkefølge.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Nederst i artiklen kan du se nogle få eksempler på blomster, der egner sig godt til at blive presset.
Se også: DIY: Genbrug dine klementinkasser
Det skal du bruge til dine blomsterrammer:
- Gamle skifterammer (ens i størrelsen to og to)
- Hvid gaffatape
- Pressede blomster
- Malertape
- Skalpel
- Stållineal
- Evt. øjer til ophæng
Prøv også: 5 søde pynteidéer til sylteglas
Sådan gør du:
- Pres og tør forskellige blomster, for eksempel bregneblade, græsser eller grøftekantsblomster.
- Pil skifterammerne fra hinanden, vask glassene grundigt, og kassér selve rammerne.
- Placér dine tørrede græsser og blomster på et stykke glas.
- Læg endnu et glas i samme størrelse over, og fæstn med små stykker malertape, så glassene holdes på plads.
- Sæt gaffatape rundt i kanten – én side ad gangen – og fjern malertape, efterhånden som gaffatapen sættes fast.
- Skær overskydende tape af ved hjælp af lineal og skalpel, på den måde får du en smuk og lige kant.
- Fastgør evt. små øjer til ophæng på bagsiden.
Se også: Hold varmen med disse 6 lækre supper
Blomster som valmuer, stedmoderblomster og franske anemoner egner sig godt til at blive presset - og der findes mange flere. Du kan også bruge stueplanter med flotte blade.