Buket med blomster lavet af perler
DIY-projekter

DIY: Lav en evighedsbuket af perler

AF: Af Nadja Wehlitz. Foto: Pernille Enoch
13.06.2025
En buket, der aldrig visner? Lav fine blomster ud af perler, og så har du en smuk evighedsbuket, der med sikkerhed aldrig går ud.

Lav selv en fin buket af blomsterstilke i perler. Vær kreativ, når du former blomsten, og leg med løkkernes størrelse og placering for at skabe det unikke udtryk.

Sådan laver du en evighedsbuket af perler

Tøm det proppede smykkeskrin, eller gå på rov i genbrugen efter perlekæder og flotte armbånd. Perlerne kan bruges på ny til denne smukke blomst, der aldrig visner.

Det skal du bruge:

  • Kobbertråd 0,5 mm tykkelse
  • Glasperler str. 11/0 (her lyseblå)
  • Skævbider
  • Evt. elefanttråd
  • Evt. perlekarussel

Sådan gør du:

  1. Træk 50-60 cm perler på kobbertråden, og lad tråden forblive fastgjort til spolen. Lad 25 cm af tråden være bar i starten – dette bliver stilketråden.
  2. Mål 4 cm perler fra spolen. Fold perlerne til en løkke og hold spændingen. Sno tråden 3 gange lige under løkken.
  3. Lav de næste løkker: Mål yderligere 4 cm perler fra spolen. Lav en ny løkke med 5-6 mm mellemrum fra den foregående. Sno tråden 3 gange under løkken.
  4. Gentag trin 3, indtil du har et ulige antal løkker – fx 9, 11 eller 13 i alt.
  5. Form en gren: Tag fat i den midterste løkke, og begynd at sno løkkerne sammen parvist. Fortsæt, til alle løkker er snoet sammen til en lille gren. Klip tråden af spolen, så de to trådender er lige lange.
  6. Saml flere grene: Lav 4-5 grene efter samme metode. Sno grenene sammen til en enhed. Ønskes mere stabilitet, kan du twiste elefanttråd med i stilken.

Sponsoreret indhold