DIY

Fold og flet din julestemning

af Pia Buusmann, Foto: Jes Buusmann 4.11.2011
Smukt papir, en kop gløgg og god tid. Så er julen lige om hjørnet. Du skal bruge blyant, saks og lim foruden de ting, der står i listerne.
Flettet hjerte
Du skal bruge:
ensfarvet og mønstret papir
sløjfebånd
Sådan gør du:
Overfør skabelonen til de to forskellige stykker papir og klip det ud. Når du klipper strimlerne, du skal flette med, skal du klippe et par millimeter længere end den markerede linje, for at fletningen kommer til at passe. Tag de to hjertedele - en i hver hånd. Tag en strimel og stik den ind gennem den modsatte strimmel 1. Før så strimmel 1 ud over strimmel 2 og ind under strimmel 3 og til sidst ud over strimmel 4. Når du skal flette den næste strimmel, fletter du modsat: flet ud over som start og fortsæt som beskrevet til du har et helt hjerte. Kom en klat lim på indersiden af hjertet og lim et sløjfebånd i som hank. Juletræer
Du skal bruge:
hvidt karton
et lille stykke sølvfolie
en paillet
Sådan gør du:
Overfør skabelonen til kartonet og klip 4 ens dele ud. Tag et træ op i hånden og kom lim på den ene halvdel. Tag nu et nyt træ og pres det ind i limen. Kom så lim på den næste side og læg et nyt træ til, gentag dette. Tegn en lille stjerne i fri hånd og klip den ud i sølvfoliet. Lim en paillet i midten af stjernen og lim stjernen i toppen af juletræet.

Stjerne
Du skal bruge:
mønstret papir
en stor og en lille paillet
tyndt sløjfebånd
Sådan gør du:
Overfør skabelonen til det mønstrede papir. Du skal lave 9 store og 9 små stykker. Klip dem ud og fold dem dobbelt på den lange led. Tag så en stor stjernespids og kom lim lige i kanten fra neden ved den spidse ende, tag så en lille spids og læg siden ind i limen. Så tager du en stor spids og kommer lim på og presser den op mod den foregående lille spids. Sørg for at spidserne mødes inde i midten, ellers vil den sidste spids ikke passe ind, og formen på stjernen bliver skæv. Lim den lille paillet oven på den store, kom en klat lim i midten af stjernen og sæt pailletten på. Lim et sløjfebånd på bagsiden af stjernen. Engel
Du skal bruge:
hvidt karton
et lille stykke bagepapir
et lille stykke rød og hvid snor
limspray
sølvglimmer
Sådan gør du:
Overfør skabelonen til det hvide karton. Overfør englevingerne til bagepapiret. Klip delene ud. Bind den lille snor om englens hals i en lille sløjfe. Lim vingerne på for- og bagsiden af englen. Spray englen med lak og drys umiddelbart efter med glimmer.