Engle med strutskørter

Sådan gør du:
Find nogle fine glansbilleder med englemotiver, og klip den øverste del af englen ud, så vinger og arme kommer med. Undlad den nederste del, så der bliver plads til englens nederdel.

Lav en crepepapirroset i den ønskede størrelse til englens nederdel. Bredden på crepepapiret bliver længden på nederdelen. Fold den sammen på midten, så den er formet som en halvmåne.

Skub den lidt sammen, og lim den fast bag på englen med en limpistol, så nederdelen folder sig fint ud på forsiden af englen.

Du kan evt. lave 2 rosetter i forskellige farver og sætte dem inden i hinanden, så nederdelen også får et underskørt.

Lav et lille guldbælte til englen med en Dresden-guirlande eller et guldbånd fra en stofbutik. Sy en tråd i toppen af englene, og hæng dem på grene eller på juletræet.

Rigtig god fornøjelse!