Sådan tager du stiklinger af hortensia
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Har du en smuk hortensia, som du gerne så sprede sig i flere af havens bede, eller ser din nabo med lange øjne efter den flotte plante med håbet om at få en lignende? Så er der håb forude for både dig og en eventuel nabo, ven eller familiemedlem. Hortensia kan nemlig formeres ved at tage stiklinger. I videoen herover kan du se og høre, hvordan du gør.
Du kan også læse mere om at stiklingeformere hortensia og følge guiden herunder.
Sådan tager du stiklinger af hortensia
Når du tager stiklinger, skal du tage de etårige skud. Det er de skud, der ikke blomstrer endnu. Du må ikke tage skuddene, der står flot i blomst. Når du klipper en stikling af, skal klippe et par cm under de to-tre første bladpar.
Der er flere måder at tage stiklinger af hortensia, som du kan bruge alt efter, hvordan dine hortensia står, og hvordan de skal spredes. Her er tre forskellige metoder, du kan bruge.
Stikling i potte
Her skal du først og fremmest bruge en lille plastikpotte og en god pottemuld, som blandes op med lidt jord fra haven.
Hortensiastiklingen klippes af under de første to bladpar fra toppen. Herefter klippes de nederste to blade. Topskuddet, som sidder mellem stiklingen øverste to blade, skal også klippes eller nippes af. Den øverste den af stiklingen, som nu er uden topskud, skal du nu fjerne halvdelen af bladene på ved at klippe det øverste af bladene af.
Nu har du en fin hortensiastikling, der er klar til at blive sat i potten. Sæt stiklingen ned langs pottens kant og vand efter. Sæt derefter en mat plastikpose eller en spirekasse over potterne og sæt stiklingerne et lunt sted men aldrig i direkte sol. Sørg for at vande stiklingerne ofte mens de vokser i potten. Det er vigtigt, at de holder sig fugtige.
Stikling i vand
Du kan dele din hortensia ved at klippe en stikling af og sætte den i vand. Metoden er den samme som ved potte, men i stedet for at sætte stiklingen i jord, sættes den i vand, hvor du vil kunne se små, hvide rødder, der vokse frem.
Følg samme metode til at klargøre stiklingen som ovenfor. Fyld et glas med vand og sæt stiklingen i. Sørg for, at bladene er ovenvande men resten af stiklingen er dækket. Sæt gerne glasset med vand og stikling et lunt sted og hold øje med, om nye rødder spirer frem. Det vil som regel ske efter et par uger.
Når du laver stiklinger i vand, er det vigtigt at skifte vandet en gang i mellem, så stiklingen ikke rådner. Hold derfor godt øje med vandets farve. Stiklingen må heller ikke stå i direkte sollys, da det vil udtørre den.
Når rødderne har vokset sig tilpas store, sættes stiklingen i jord i en potte, hvor planten kan vokse videre.
Nedlægning
Nedlægning er en metode, du kan bruge, hvis du har hortensia stående i et bed i haven. Her kan du tvinge en lavtsiddende gren ned langs jorden og holde den nede ved hjælp af kroge eller lignende. Når grenen over længere tid har kontakt med jorden, vil den begynde at danne rødder og dermed formere sig.
Hvornår tager man stiklinger af hortensia?
Du skal tage stiklinger af nye, friske og grønne skud, og det er derfor optimalt i slutningen af foråret og henover sommeren.