
Håndens arbejde, ydmyge materialer, lokal og langsom produktion har i allerhøjeste grad sin berettigelse i dag, hvor vi skal passe på vores klode og stoppe det vanvittige overforbrug af jordens ressourcer, understreger designer Nathalie Gaia Dahl, mens hun viser rundt i sit rummelige og fint indrettede studie i Odense. Her laver hun sine smukke unika plantetryk.
Hvem?
Nathalie Gaia Dahl er uddannet møbeldesigner og er ved at tage en kandidatuddannelse i Design for Planet på Designskolen Kolding sideløbende med, at hun er ved at opbygge sit designfirma Von Linné cirkular design.
Hvad?
Vi besøger et Nathalies designstudio i Odense, hvor hun laver sine unika plantetryk på kasserede tekstiler. Se mere på Vonlinnestudio.com
og @von.linne.circular.studio.
Grunden til, at vilde planter blev hendes udtryksform, er, at netop de går hånd i hånd med kasserede tekstiler, mener hun.
– De vilde planter har jo også et lidt dårligt ry og ses ligeledes af mange som uønskede. Men betragter man nøje en brændenælde på tæt hold, opdager man et væld af fine former, forgreninger og strukturer, siger Nathalie.
– De vilde planter står mit hjerte nært. Jeg ønsker at fortolke og formidle, at de også kan være meget smukke. Jeg lader planterne få ordet i mine design, forklarer Nathalie.
Tekstilerne er kasserede tekstiler fra den danske industri, der ellers ville være endt på forbrændingen.
Nathalie er især meget glad for sit samarbejde med det nordjyske firma Vraa Dampvaskeri.
– Jeg har en stor passion for at give deres frasorterede duge nyt liv. Med en lille plet, et mikroskopisk hul eller andre skønhedsfejl ville dugen være blevet frasorteret hos dampvaskeriet. Den ville have endt sit ellers glamourøse liv som fin restaurationsdug, selvom selve tekstilet ikke fejler noget. Med mine plantetryk kan jeg let skjule en mindre plet og lave design uden om et lille hul, fortæller Nathalie, som sætter en stor ære i at upcycle tekstilerne til unikt design med mange flere års brug i sig.
hendes herbarier. Traditionen for at studere planter og placere dem i et herbarium strækker sig flere hundrede år tilbage og har sine rødder i Italien. Her i Norden er det den svenske botaniker Carl von Linné, der er mest kendt for plantestudier. I 1700-tallet udgav han flere botaniske værker, og de blev fundamentet for, hvordan vi i dag systematiserer planter i familie-slægtsgrupper, arter og sorter. Det er netop ham, Nathalie har opkaldt sit kreative firma efter.
– Jeg har fundet flere gamle herbarier i antikvariater og på loppemarkeder, og dem ser jeg som små skatte. Også gamle botaniske bøger kommer med hjem. Jeg elsker de fine gamle tegninger af planter, siger hun.
– Og jeg bliver meget glad, når jeg finder en særlig smuk udgave, fortæller Nathalie.
– Jeg sanker og bruger rigtig mange planter til mine tryk. For også at have planter til at trykke med i vintersæsonen, skulle jeg systematisere indsamlingen, og derfor valgte jeg at lave herbarier med tørrede og pressede planter. Det gør samtidig planterne nemmere at trykke med, siger hun.
Arbejdet med at opbygge et herbarium består af flere tidskrævende processer. Planterne skal gøres klar, de skal tørres, presses og monteres på ark en for en. Derefter skal planteart, findested og dato noteres.
– Mange af mine planter kender jeg efterhånden, så de bliver nu blot tørret og presset og ikke monteret, da jeg jo skal bruge dem til mine tryk. Der skal mange planter til, fortæller Nathalie.
Når planterne er klar til tryk, kommer arbejdet med at finde de rigtige farvenuancer. Nathalie bruger tekstilfarver, som er farveægte og derfor kan tåle vask uden af miste farveintensiteten. Farverne blander hun selv ud fra primærfarverne rød, blå og gul, og hun laver mange farveprøver for at ramme de helt rigtige nuancer. Hun noterer altid sine blandinger, så hun kan ramme en særlig smuk farve igen.
– At bygge det hele op og finde systemer har taget tid. Hver plante er forskellig, og ikke alle planter fungerer til tryk. Jeg har lavet mange tests. Bare det at finde den rette pensel, der er blød nok til at påføre farven til planten, har været lidt udfordrende. Og jeg skulle eksperimentere meget for at finde frem til de rette teknikker. Men nu synes jeg, at jeg endelig er der, hvor jeg efterhånden har mine teknikker på plads, siger Nathalie glad.
Så fremover kan hun bruge mere tid på at fordybe sig i mønstre og farver, og udnytte planternes fulde potentiale.
– Jeg er æstetiker til fingerspidserne. Netop fordi jeg arbejder med kasserede tekstiler og ukrudt, gør jeg mig meget umage med, at florauniverset, som er Von Linné circular design studios visuelle identitet, er meget æstetisk. Jeg ønsker at præsentere de vilde planter så smukt som muligt. Det synes jeg, at de fortjener, forklarer Nathalie.
– Derudover vil jeg så gerne åbne folks øjne for moder naturs forunderlige verden og gøre opmærksom på planternes vigtighed for vores insekter. Jeg håber, at vi fremover kan give noget mere plads til den vilde natur. Vores danske biodiversitet trænger til meget mere positiv opmærksomhed og vores hjælp, slår Nathalie fast.
Man kan farve stof eller garn med planter, trække selve plantens farver ned på papir eller stof med en hammer eller lave ecoprint med damp.
Nathalie trykker med selve planten – lidt som kartoffeltryk. Det går ud på at påføre planten farve med en fin pensel, forsigtigt vende planten ned mod stoffet eller papiret og lægge tryk på. Derefter skal planten forsigtigt løftes op, så vil dens fine struktur være gengivet på stoffet eller papiret.