Døde kvinder tilgiver ikke: Når virkelighed og fiktion smelter sammen

Med afsæt i et brutalt mord på en kvinde i 1800-tallets Sverige og de mænd, der omgiver hende, skriver Wennstam med en sjælden skarphed frem mod nutiden. Ikke fordi hun direkte skildrer vores tid, men fordi de mekanismer, hun blotlægger, stadig eksisterer.

”Døde kvinder tilgiver ikke” tager os med tilbage til en tid, hvor kvinder ikke havde ret til at stemme, ikke kunne eje deres egne penge og ikke havde kontrol over deres egne kroppe. Og hvor de, der talte højt, ofte endte med at blive stemplet som sindssyge, uanstændige eller bare for meget.

Med solid research har Wennstam skabt et litterært værk, der både føles historisk og hyperaktuelt. Hun graver sig ned i retsprotokoller og samtidige kilder om kvindelivets usynlighed i historien og bringer det frem i lyset med litterær kraft.

Med ”Døde kvinder tilgiver ikke” bruger Wennstam krimigenren som et redskab, ikke kun til at skabe spænding, men også til at undersøge strukturer og mønstre, vi måske troede, vi havde lagt bag os. Det er fiktion, der insisterer på at være virkelighedsnær. Og netop derfor føles romanen ikke bare som en rejse ind i fortiden, men som en kommentar til vores nutid og det samfund, vi stadig er ved at forme.

Mændenes blik, kvindernes pris

Det særlige ved ”Døde kvinder tilgiver ikke” er, hvordan den sætter fokus på de mænd, der omkranser den døde kvinde. For hvad tænkte de? Hvad gjorde de? Og hvad valgte de ikke at gøre?

Romanen spørger ikke kun: Hvem slog hende ihjel? Men også: Hvem lod det ske?

Det er en fortælling om tavshed, samtykke og fraværet af det, og om den lange række af ufortalte historier, der stadig ligger gemt mellem linjerne i historiebøgerne.

En roman, der ikke lader dig gå fri

Hvis du er til historiske romaner med kant og substans, til stærke kvindeskildringer og litteratur, der insisterer på at se ubehaget i øjnene, så er ”Døde kvinder tilgiver ikke” en roman, der vil bide sig fast. Det er en bog, der rusker op og stiller spørgsmål. Ikke bare til fortiden, men også til den måde, vi stadig ser på køn, magt og retfærdighed i dag.