Annonce
Sådan gemmer du radiator, ledninger, vasketøj og eltavler væk
DIY-projekter

DIY: Skjul ledninger, radiatorer, fjernsyn og vasketøj på en pæn måde

AF: Therese Grønborg Steffensen ASS. DIY’ER: Mette Flinck. FOTO: Stine Christiansen
19.01.2026
Erle perle pif paf puf, væk med den uskønne radiator og eltavle. De er uundværlige, men vi drømmer om at trylle hjemmets rædsler væk. Få fif til, hvordan de går fra at være øjebæer til øjesten og fra skidt til en favorit

Lad din ledning omfavne af tyl

tyl omkring ledning

Ledninger er umulige at undgå i hjemmet. De kan ikke undværes, men de kedelige ledninger kan nemt og billigt spices op med lidt tyl.

• Saks
• Målebånd
• Blødt tyl
• Symaskine/nål og tråd

Klip et 16 cm bredt bånd af tyl. Afhængig af hvor lang ledningen er, eller hvor meget ledning der skal dækkes, kan du sy flere stykker tyl sammen i forlængelse af hinanden. Sy i så fald stykkerne sammen, inden du syr dem sammen til en tube. Syr du på symaskine, så brug en nål i størrelse 60 eller 70, der er velegnet til lette tekstiler som tyl. Sy siderne sammen på langs til en lang tube med ca. 1 cm sømrum. Zigzag evt. kanten til slut. Vend vrangen ud, og før ledningen igennem tyllen.

Lav din egen radiatorskjuler

Lav-din-egen-radiatorskjuler

Gulvvarme er ikke alle forundt, og derfor er der i mange hjem de knap så kønne radiatorer. Gem dem væk bag en smart skjuler af MDF.

• Tommestok
• MDF‑plader, 16 mm
• Stiksav
• Vinkelbeslag
• Skrue‑ og boremaskine
• Perforeret stålplade med kløvermønster
• Montagelim
• 4 magnetlåse
• Maling

Lav to sideben i hver ende af radiatoren – mål den ønskede højde og bredde, og skær pladen til. Husk huller til evt. rør.

Tip: Brug et hårdt stykke pap som skabelon til at måle og skære til efter rørene.

Montér sidestykkerne på væggen med vinkelbeslag. Lav fronten til radiatorskjuleren: mål afstanden mellem sidestykkerne og højden (fra gulv til vindueskarm). Skær pladen til efter målene. Afhængig af hvor stor/lang radiatoren er, skær et eller to firkantede huller (som vist) til stålplade. Skær også indhak i top og bund af fronten, så varmen ikke bliver lukket inde. Skær evt. stålpladen til, og montér med montagelim på bagsiden af fronten. Montér en magnetlås to steder på sidepanelerne og den dertilhørende magnetplade på fronten. Mal radiatorskjuleren til sidst.

Lad fjernsynet blive en del af billedvæggen

Lad fjernsynet blive en del af billedvæggen

Den sorte firkant på væggen pynter ikke ligefrem. Lad fjernsynet blive en del af en mindre billedvæg, og skræddersy en ramme i træ til det.

Annonce

• Tommestok
• Hjørnelister
• Skærekasse
• Sav
• Trælim
• Kaffe

Til et 40‑43 tommer fjernsyn skal du bruge 2 hjørnelister på 3 meter til projektet. Der findes hjørnelister i forskellige bredder, så vælg nogle, der passer til netop dit fjernsyns ramme. Mål fjernsynet, og skær hjørnelisterne i smig ved hjælp af skærekassen. Læg 1 cm til i hver side, så du er sikker på, at rammen passer om fjernsynet. Lim de fire savede lister sammen i hvert hjørne, og lad tørre. Giv evt. rammen en farve, eller gør som os, og ”bejds” den i kaffe – bryg en stærk kop kaffe, og pensl rammen med kaffen. Giv 1‑2 ekstra lag, hvis du ønsker et mørkere resultat.

Gem eltavlen væk bag et sødt gardin

Gem eltavlen væk

Man kan ikke komme uden om en eltavle, og bor du ikke i hus, så hænger den højst sandsynligt et synligt sted. Her er en simpel konstruktion og et gardin din redning.

Annonce

• Tommestok
• Trælister
• Trælim
• Skrue‑ og boremaskine
• Søm og skruer
• Sav
• Tynd MDF‑plade
• Maling
• 4 små skrueøskner
• Gardinspiral/stærk ståltråd
• Stof til gardin

Mål højde og bredde på eltavlen. Lav to rammer af fire lister, to lange og to korte, til hver. De skal passe til hver side af eltavlen. Lim listerne sammen til rammer, og lad tørre. Bank evt. et par søm i hvert hjørne. Skru rammerne fast i væggen på siderne af eltavlen. Skær en plade til, så den passer som ”låg” på hver ramme. Skær evt. også plader til, der passer til bund og top. Lim pladerne fast på de to rammer, og lad tørre. Mal det hele i samme farve som væggen for ekstra camouflage.

Annonce

Montér gardinwire i top og bund af eltavleskjuleren: skru små skrueøskner i hvert hjørne, og fæstn gardinspiral eller stærk ståltråd i dem. Sy et gardin, der passer i målene, og husk løbebane til gardinwire i begge ender.

Gem vasketøjet væk i brusekabinen

Gem vasketøjet væk

Et tørrestativ er ikke kun uskønt at se på – det fylder også meget, både slået ud og når det ikke er i brug. Undgå det hele ved at hænge tørresnore op i brusenichen.

• Tommestok
• Gardinspiral
• Bidetang
• Skrueøskner
• Kroge

Mål afstanden, og klip stykker af gardinspiral i passende længde – husk at trække ca. 5 cm fra længden, da gardinspiralen udvider sig. Den skal desuden monteres, så snoren er stram. Skru øskner fast i hver ende af gardinspiralen. Skru kroge fast i væggen, og sæt snorene i spænd. Klip evt. gardinspiralerne til, hvis snorene bliver for slappe – du skal hive dem lidt fast i krogene.

Annonce
Annonce

Sponsoreret indhold

Annonce