Mentalt overskud er ikke et quickfix

“Mange har det med at tro – eller som minimum håbe – at mental sundhed er et quickfix,” siger Lea Hellmann Midtgaard, der er cand.merc., tidligere managementkonsulent og i dag foredragsholder og vært på podcasten Vores Mentale Sundhed. Hendes nye bog ”Mentalt overskud” er skrevet til dem, der lever i højeste gear: dem, der vil være dygtige medarbejdere, tilstedeværende forældre, gode partnere, gode venner og samtidig ikke vil gå i stykker undervejs.

Pointen er enkel, men svær at efterleve: “Vi skal træne vores ‘mentale muskler’ hver dag og resten af livet,” siger hun. Ikke fordi livet skal optimeres til en ny præstationsdisciplin, men fordi mentale sunde vaner ikke opstår af ren vilje. De opstår af gentagelse.

Når der bliver talt om stress, pauser og grænser, ender samtalen ofte i den samme polariserede skabelon: Enten er man “til meditation”, eller også er man “ikke sådan en”. Enten er man typen, der skriver taknemmelighedsdagbog, eller også føles det kvalmende. Enten går man ture i skoven, eller også gør man ikke.

Her er Lea Hellmann Midtgaard ret kontant: “En anden misforståelse er, hvis man tror, at der kun er én ‘rigtig’ vej til at passe på sin mentale sundhed.” Det er netop derfor, hun har skrevet bogen som en værktøjskasse med flere indgange. Som mennesker er vi ens på nogle mange punkter, men har alligevel forskellige præferencer, og vi er forskellige steder i livet, understreger hun. Derfor giver det mening at have en menu af greb frem for én fast opskrift.

“Det er virkelig nyttigt at have en mental værktøjskasse ved hånden – så du kan dyrke netop de emner og bruge netop de redskaber, der tiltaler dig mest eller virker bedst for dig,” siger hun og tilføjer, at det, der ikke virker nu, ikke nødvendigvis er det, der virker om et halvt år.

Da kroppen begyndte at råbe

Hun ved også, hvordan det føles, når tempoet pludselig tager overhånd. For fem år siden arbejdede hun som managementkonsulent, havde to små børn og stod i en privat krise, hvor hun mistede sin far til kræft, mens hendes mor “røg ned i et sort hul”, som hun beskriver det.

Samtidig havde hun i årevis haft kroniske bihulesmerter, som ingen kunne forklare. Hun blev undersøgt, scannet og prøvede forskellige tilgange uden at få svar. I dag ser hun symptomet anderledes: “Jeg ved i dag, at det var min krops stresssignaler,” siger hun.

På det tidspunkt troede hun, det var noget, hun bare måtte leve med. Hun kan huske, at hun opgivende spurgte sin mand, om hun mon skulle døje med smerterne resten af livet. “Det var virkelig frustrerende at opleve en krop, der ofte larmede,” fortæller hun – og det var netop i den periode, hun begyndte at stille spørgsmål ved farten. Ikke kun sin egen, men den fart hun så omkring sig.

Den erkendelse endte med at ændre alt: Hun sagde op og startede sin platform Mind Care Collective.

Men hun understreger også noget, der gør historien mere troværdig end de klassiske “jeg fandt balancen”-fortællinger: “Jeg synes stadig, at balancen kan være svær at ramme, og jeg gør langt fra tingene perfekt altid,” siger hun. Ambitionen forsvandt ikke med karriereskiftet. Hun beskriver sig selv som en tidligere 12-talspige – ikke som et humblebrag, men fordi præstationslogikken sidder dybt, når man i mange år er blevet rost og anerkendt for resultater.

Derfor har hun stadig brug for at stoppe op og spørge sig selv, om tempoet egentlig er nødvendigt, og om de konkrete mål, hun løber efter, er nogle, der skal nås lige nu.

Hjernen er ikke bygget til et konstant online liv

I bogen tager hun afsæt i en grundlæggende pointe, der i sin enkelhed forklarer meget af den uro, mange går rundt med: Vores system er ikke designet til den verden, vi har skabt.

“Vores hjerne og nervesystem er skabt til at trives i et liv på den afrikanske savanne,” siger hun og kalder det en simplificeret forklaring – men en brugbar en. For vores moderne liv er fyldt med stimuli, krav, tempo, skærme og et konstant indtag af verdens katastrofer. Det skubber mange ind i en tilstand af alarmberedskab alt for længe.

Hun forklarer, at vi alle har et sympatisk nervesystem (kæmp-eller-flygt) og et parasympatisk (ro, hvile og restitution). Der bør være balance mellem dem, men mange har “alt for meget aktivitet i vores sympatiske nervesystem for længe”, siger hun. Kortvarigt kan det være nødvendigt – til en eksamen, en præstation, en akut situation – men over tid kan det slide på trivsel og funktion.

Når stresshormoner som kortisol er høje i længere perioder, påvirker det blandt andet bekymringer og ængstelighed, koncentration og beslutningsevne, søvn, sociale kompetencer og immunforsvar, forklarer hun.

Undervurderet værktøj: din vejrtrækning

“Der er en ultratæt kobling mellem vores vejrtrækning og vores nervesystem,” siger hun. Og derfor også mellem vejrtrækning og trivsel. Når vi trækker vejret hurtigt og overfladisk – hvilket mange gør i et liv med fart og konstant stimuli – kan kroppen tolke det som et signal om, at vi skal være på vagt. Omvendt kan vi, ved at trække vejret langsomt gennem næsen, dybt og med lange udåndinger, aktivere ro-systemet.

Tankemylder: du kan ikke styre tanken, men du kan styre dit forhold til den

En anden klassiker i et travlt liv er tankemylder. Her peger hun på en udbredt fælde: troen på, at man tænker sig frem til kontrol.

Mange lever med den overbevisning, at “jo mere de tænker over noget… des bedre en løsning får de,” siger hun. Men sådan fungerer det sjældent. Tværtimod nævner hun, at forskning peger på, at det blandt andet handler om, hvor meget tid man bruger på bekymringer – og om man tror på, at man kan håndtere dem.

“Nøglen er: du kan ikke kontrollere hvilke tanker, du får, men du kan kontrollere hvordan du håndterer de tanker, der dukker op i dit hoved,” siger hun.

Ambition og trivsel kan godt gå hånd i hånd – men ikke uden bevidsthed

Spørgsmålet, mange sidder tilbage med, er det samme: Kan man være ambitiøs uden at brænde ud?

“Det kan man godt,” siger hun, “men det kræver bevidsthed. Og det kræver også kompromiser.” For mange opstår fejlen i det øjeblik, man glemmer at definere, hvad succes egentlig er for en selv – her og nu. Så løber man efter en andens målestok: samfundets, LinkedIns, omgangskredsens eller de sociale mediers. Og så bliver man i praksis styret af sammenligningstriggers.

Hun anbefaler at gøre noget både lavpraktisk og svært: sætte sig ned og definere sin succesdefinition i den fase af livet, man står i nu – og derefter se på valg og fravalg. For det er her, virkeligheden melder sig: Man kan ikke præstere til perfektion på alle parametre. Det tror vi nogle gange, fordi vi ofte får at vide, at vi kan, hvad vi vil.

Hvis læseren kun tager én ting med sig, håber Lea, det er, at mental sundhed ikke er noget, der kun tilfalder de heldige eller de “rigtige” typer. “Alle kan gøre noget (og mere) for at tage sig af deres mentale sundhed,” siger hun. Og alle kan starte i dag.