Bolig i fransk landstil
Bolig i fransk landstil
I Frederikssund med kig til Roskilde Fjord ligger en højst usædvanlig bolig. Oprindeligt en gammel rødstensvilla fra 1917 med bindingsværk med en uskøn tilbygning fra 1971 af gule mursten. Men villaens beboere, parret Anne Egelund Larsen og Petter Hvitfeld Larsen, så muligheder i den 147 m2 store bolig, og har brugt al deres fritid på at renovere huset, så det i dag fremstår lyst og imødekommende både inde og ude.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Se også: Inspiration: Kreativt countryhjem
Fra farvet til hvidt
Udvendig er både de røde og gule mursten blevet kalket hvide, og også inde er stilen lys og væggene hvide.
Ideen til en indendørs makeover kom, da Anne for fire år siden fik en bog om landlig fransk boligstil i hænderne og hurtigt blev grebet af stilen. Så meget, at hun besluttede at udskifte alle møbler og ting i huset med en gennemført nostalgisk stil med lyse møbler fra Sverige, Frankrig og Danmark.
- Med kvindelist fik jeg overtalt min mand til at hjælpe mig med bl.a. at male i lyse farver, skifte bordplade i køkken og badeværelse ud med klinker og pudse murstenspejsen op i gråt og rustikt. Det blev til en mere rå stil med gamle møbler og pynteting, siger Anne.