Hus

Boliggalleri: Klassisk villa i regnbuens farver

AF: Tekst og foto af Stylesystemet
25.02.2019
Fie Aspöck Jonsen håndplukker detaljer med historie, der giver spræl til de klassiske rammer. Kom indenfor i det farverige hjem her.

Selv om Fie Aspöck Jonsen går op i indretning og omgiver sig med designermøbler, arvestykker og kunstskatte, er det allervigtigste for hende og familien, at stemningen i hjemmet i Klampenborg er afslappet, og at der er små zoner, hvor de kan slænge sig og smide benene op, når de får lyst til det.

– Det skal ikke være så stift det hele, og jeg synes sagtens, man kan kombinere en fin indretning med en mere hyggelig og afslappet atmosfære. Vores hjem skal være et sted, hvor man har lyst til at sætte sig ned og hygge med en kop kaffe, siger Fie Aspöck Jonsen.

Kunst i blodet

I konfirmationsgave fik hun af sine forældre et signeret kunstværk af tenoren Luciano Pavarotti med en personlig hilsen.

– Det ligger nok lidt i blodet, at jeg går op i kunst, og at der skal være meget af det. Der har altid været farver i mit barndomshjem, så hvor det måske kan virke lidt kaotisk og rodet for andre, finder jeg tryghed i det og elsker at omgive mig med det, siger hun.

Lyset spiller ind

Fie Aspöck Jonsen og hendes mand overtog huset i Klampenborg for tre år siden. Egentlig boede de lige overfor på den anden side af gaden, men syntes, at huset havde så meget sjæl og potentiale, at de ikke kunne lade være med at afgive et bud, da det blev sat til salg. På det tidspunkt var huset delt op i to lejligheder, så det var en enorm renoveringsproces, parret havde i vente, og igennem et helt år gik de hver morgen og aften over i huset sammen for at følge processen.

– Rum og lys kan nogle gange være en stor udfordring, fordi lyset hele tiden ændrer sig. Bedst som man tror, man endelig har fundet farven, så ser den alligevel helt forkert ud i et bestemt lys, mener hun.

– Alle lyse vægge skal males, men vi skulle lige bo i huset lidt tid, før jeg kunne fornemme, hvilke farver der skulle i spil. Samtidig skal de nye farver passe til vores gulvtæpper, som er en essentiel del af indretningen. Vi har boet i London, og med derfra har vi taget 'comfy-floors', som er væg til væg-tæpper. Vi danskere er nok en smule forskrækkede over dem, men de giver hygge og er super lyddæmpende, forklarer Fie Aspöck Jonsen, der alligevel har ladet trægulvet blive fremme i størstedelen af hjemmet.

Historien tæller

Ifølge Fie Aspöck Jonsen selv har hun ikke en bestemt stil eller måde at indrette på. Hun lader sig inspirere af magasiner, rejser og andres hjem og blander nye og gamle ting i dyre og budgetvenlige versioner.

– Jeg suger hele tiden indtryk til mig og er altid på udkig efter nye spændende sager. Jo mere historie des bedre. Det er nok også derfor, jeg finder alternative kanaler at handle igennem, fx private auktionssider på nettet. Ellers er jeg nok lidt impulsiv, men der skal alligevel være en rød tråd i det. Jeg kan godt hænge et kunstværk op på væggen og så indrette ud fra det i forhold til farver og stil, fortæller hun.

SE OGSÅ: Villa med hvid i hovedrollen

Farverig villa i klassiske rammer

Her bor: Fie Aspöck Jonsen, stifter og ejer af børnemærket GoBabyGo, hendes mand og deres tre børn på seks, ni og 12 år.
Bolig: Murermestervilla fra 1926 på 350 m² i Klampenborg.
Stil: Eklektisk mix af kunst, unikafund og messingdetaljer i pastelfarvede rammer.

Knagerække fra Gubi og tæppe købt hos Lauritz.com. Den røde vase er et genbrugsfund fra New York, og væggene er malet med Dix Blue fra Farrow & Ball.

Syveren, også kaldet 7’er-stolen, designede Arne Jacobsen i 1955, og den var med de ni lag formstøbt finer nyskabende. Han stod også bag spisebordet her. Den turkise vase er fra Lyngby Porcelæn, og lysestagen i messing er fra Georg Jensen. Spisebordslampen er fra Mater, og gardinerne er fra Ellos Home. Endevæggen er malet i farven Light Blue fra Farrow & Ball.

Et standardkøkken kan blive opgraderet med særlige detaljer såsom messingdetaljer, der som her er udført af en gørtler. Modsat en smed tager gørtlere sig af mindre opgaver i metal – ofte med vægt på kunstnerisk udførelse. Barstole fra Mater, lysestage fra by Lassen og glasvase fra H&M Home. Lampen med porcelænsfigurer er fundet hos Jolander, mens karafler og testel er arvestykker.

De ophængte skeer er lavet ved at dyppe hovederne i forskellige farver og er en nem måde at skabe sin egen unikakunst på i farver, der passer til resten af indretningen.

Store malerier kan komme endnu mere i fokus ved at blive hængt langt nede på væggen. Normalt er den gyldne regel, at billeder skal hænge med midten i øjenhøjde, så en tredjedel er over og to tredjedele under synshøjden. Lampen er fra Jieldé.

Sofa fra Bolia og sidebord fra Piet Hein Eek hos The Apartment. Velourpude fra Søstrene Grene, printet vintagepude og uldplaid fra Elvang. Lamperne er vintagelamper, som har hængt over petanquebaner i Frankrig. Gulvtæppet er fundet på Lauritz.com.

Ordet pastel stammer fra det latinske pastellus, der er farve fra blade, og siden på italiensk og fransk har haft betydning af farvet materiale, der er lavet til en pasta. Væggene på badeværelset er malet med pastelfarven Calamine fra Farrow & Ball.

Puder i samme nuancer kan give sammenhæng mellem rum i flere farver. Puder og sengetæppe fra Holkenberg Gardiner, plaid fra Aiayu og bordlampe fra Zara Home. Sengebordet er et arvestykke, og havfruen er købt hos Beau Marché. Væggen er malet i farven Ammonite fra Farrow & Ball.

Malede vægge får større effekt, hvis hvert rum har sin farve. En sart pastel kan i sig selv have stor effekt. Gyldne metaller går godt i spænd med de sarte nuancer.

MERE INSPIRATION?

Vil du se på flere farverige hjem? Så se denne funkisvilla i eklektisk stil.

Sponsoreret indhold