Sommerhus

Havet, fyret og den amerikanske drøm

AF: af Lise Septimius Krogh / Foto: Kristian Septimius Krogh
3.06.2009
Barndomsminder om fjerntliggende fyrtårne, åbent hav og bølgebrus gav inspirationen til et nordsjællandsk sommerhus indrettet i lys, amerikansk Long Island-stil.

I alle størrelser og afskygninger er fyrtårne afbildet i rammer på væggene og som dekorative elementer i indretningen. Indehaverne af det nyrenoverede, sortmalede træ­sommer-hus i Nordsjælland er direktør for medicinalvirksomheden Swedish Orphan i Europa Lisbeth Vestergaard og hendes mand Bo Hansen. Nogle flytter ind i udtjente fyrtårne. Lisbeth har et sommerhus fyldt med fyrtårne og en udsigt, der er et fyrtårn værdigt. Siden sine unge år, hvor hun voksede op ved den jyske vestkyst, har Lisbeth følt sig tiltrukket af havet, den høje himmel, skrigende havmåger og ikke mindst fyrtårne. Igennem årene har hun på rejser i ind- og udland indsamlet en vældig kollektion i forskellige størrelser og udformninger,som nu skaber stemning i det stilsikre hus.

Derfor var der ingen tvivl, da Lisbeth og Bo i 2005 var på jagt efter et fritidshus. Det skulle naturligvis ligge med bedste udsigt til havet. De faldt for en 4000 m² stor naturgrund, udelukkende beplantet med lyng, fyr, egekrat og brombær. Øverst på grunden lå et 130 m² stort bjælkehus omkranset af træterrasser i flere plan og med to små gæstehuse.

På den øverste træterrasse står en gruppe lave loungemøbler
i vejrbestandigt flet. Gelænderet med glaspartier skærmer
dejligt for vinden.

Soveværelserne ligger i husets underste etage, under den
store træterrasse. Alle rum har dobbeltdøre, der åbner ud
til terrassen med den udendørs spa.

»Udsigten ned over engarealet og ud over Kattegat og Kullen mod øst kan ikke fås bedre. Allerede tidligt i forløbet blev vi enige om ikke at ændre på haven og bare nyde hedearealet, som det er. Så er vi også fri for at tænke på at skulle slå græs,« fortæller Lisbeth.
Grunden er let skrånende og huset bygget i to niveauer. Den øverste del er fra 1964, den nederste del er kommet til senere. Fra den stenbelagte gårdsplads syner huset almindeligt i størrelsen og kun i et plan. Ser man det derimod fra vandet, oplever man det ganske anderledes stort, da begge etager er helt synlige.

Lys i cigarkassen

Parret har taget den lyse og maritime Long Island-stil til sig, og sommerhuset fremstår i dag fuldstændig gennemført i stilen. Det har dog været en omfattende proces, siden de overtog huset. Dengang var huset sort med røde vinduer, og indvendig var det mørkt træ, der dominerede. Spandevis af hvid maling, nye vinduer, nyt køkken og bad fra Roar Køkkenet samt afhøvling af gulve og to nye træterrasser på hver 70 m² skulle der til for at ændre huset fra en mørk cigarkasse til en lys, åben og indbydende sommerbolig.
Ved købet fulgte de tidligere ejeres indbo med, som det er normen med sommerhuse. De forrige ejeres stil matchede dog ikke helt Lisbeth og Bos sommerhusdrøm, så alt indvendigt er skiftet ud med nyt. »Vores stil her er meget forskellig fra vores privatboligs. Her har vi indrettet os mere praktisk, så det passer til et sommerliv ved havet. Her er ikke så meget at holde, ikke så meget pussenus, og vi er meget mere ude,« lyder det fra Lisbeth.
Farverne i boligen er holdt i de maritime nuancer. Mest hvidt i hvidt, som på Long Island, med få delikate detaljer og friske farvepust af blå og rød. Møblerne er enten i afslappet, naturfarvet flet eller i hvidmalet træ. Hynderne er bløde og hvide, og puderne diskret mønstrede med striber, patchwork eller i Long Island-stil med det amerikanske flag. Lisbeths arbejde fører hende ofte til arbejdsmøder i Stockholm, og det er der, hun har set forretningen Newport, hvor hun har fundet stort set alt interiør til sommerhuset.




Udendørs spa hele året

Et stort, åbent alrum med specialdesignet køkken, spisestue og stue med plankegulve, loft til kip og brændeovn gør det ud for den øverste etage. Store skydedøre mod vandet lukker naturen ind i rummet. Herfra kan man også gå direkte ud på den øverste af de to store træterrasser, der er afskærmet med gelænder med glaspartier. Den ene ende er indrettet med lave loungemøbler i vejrbestandigt flet, og den anden med havebord og stole.
Det nederste plan rummer tre store soveværelser og to badeværelser. På gulvene er der enten lyse, havblå, keramiske klinker eller teaktræsplanker lagt som skibsdæk. Alle værelser har dobbeltdøre ud mod den nederste terrasse, hvor en stor udendørs spa med plads til 6-8 personer er nedfældet i gulvet. Spaen er altid varm og lige til at hoppe i sommer som vinter. Er tiden til ren afslapning, står to store chaiselonger med markiser lige ved siden af. Og afslapning er lige præcis det, det hele handler om, når parret er i sommerhus. Her må tiden gerne stå stille.

Overblik

Bolig: 130 m2 i to niveauer
Byggeår: 1964. Ombygning og terrasser 2005
Grund: 4000 m2 flot skrånende
Her bor: Direktør Lisbeth Vestergaard og
hendes mand Bo Hansen

Sponsoreret indhold