Kjole hængende på spejl i soveværelse
Tips & tricks

Sådan fjerner du pletter på tøjet

af Redaktionen 9.05.2023
Foto: P. Wessel.
Det er bare så irriterende, når den hvide kjole, du lige har købt, får en grim plet. Vil du undgå at skulle fjerne pletten med et af de skrappe pletfjerningsmidler fra supermarkedet, kan du prøve dig frem med alternativer, du alligevel har derhjemme.

Du kender det sikkert: Det er mandag morgen, du løber i rundkreds om kap med tiden, og lige i det du skal til at tage sko på og låse døren bag dig, spilder du noget på blusen lige der, hvor ingen kan undgå at lægge mærke til det.

Det er bare så irriterende, men endnu mere frustrerende er det ikke at vide, hvad der skal til for at fjerne pletten. Derfor har vi samlet en liste over nogle af de pletter, der oftest finder vej til vores tøj - og svaret på, hvordan du fjerner dem!

Sådan fjerner du 7 klassiske pletter på tøjet

1. Græs

Vi danskere er ret så begejstrede for at "komme på græs", så snart vejret viser sig fra sin gode side, men en hyggelig picnictur kan hurtigt ende med grønne plamager på de nyvaskede hvide bukser. Prøv at duppe en smule eddike på, og lad pletten virke et par timer. Den grønne plet forsvinder næsten helt, og efter en vask bør der ikke være mere at se.

Er pletten mere genstridig, kan du også bruge en blanding af salmiakspiritus, husholdningssprit og lunket vand. Bland én del salmiakspiritus, én del husholdningssprit og tre dele vand. Fugt en bomuldsklud i blandingen, og dup, til pletten næsten er væk. Resten klarer vaskemaskinen.

2. Rødvin

Hvis du er til middagsselskab og spilder rødvin på kjolen, så frygt ej - der er hjælp at hente. Fjern først al overskydende væske med en køkkenrulle, og hæld så kartoffelmel på pletten.

Når du kommer hjem, fordeler du glycerin på pletten og lægger tøjet i en plastikpose natten over. Har du ikke glycerin, kan du forsøge med ufarvet opvaskemiddel i stedet. Hvis du først opdager pletten, når den er tørret ind, kan du springe trinnet med kartoffelmel over.

3. Blod

Har du fået en plet blod på dit tøj? Koldt vand og opvaskemiddel er svaret! Fyld en balje med vand, hæld et par dråber opvaskemiddel i, og læg tøjet i blød. Efter en times tid kan du gnubbe pletten væk med en klud eller børste. Er tøjet af silke eller uld, kan du bruge salt i stedet for opvaskemiddel.

4. Madolie og fedtpletter

Har du spildt olie i forbindelse med madlavningen, skal du duppe rigelige mængder opvaskemiddel på pletten og herefter lægge tøjet i en lufttæt pose i op til fem timer. Vask efter som normalt.

5. Cykelkæde-olie

Olie fra cykelkæden er noget af det mest irriterende, men det kan faktisk lade sig gøre at slippe af med de genstridlige pletter. Hæld rensebenzin på et ark køkkenrulle, og dup, til pletten er så godt som væk. Giv herefter pletten et par dråber opvaskemiddel, og slut af med en tur i vaskemaskinen.

6. Sved

Har du fået irriterende, gule plamager under armene, kan du gribe ud efter lagerreddiken i skabet. Læg trøjen i bløden i en opblanding af halvt vand og halvt hvid eddike. Lad den ligge i i ca. 2 timer, og vask den herefter i vaskemaskinen. Er det ikke nok, kan du vende din trøje på vrangen og hælde ca. 2 spsk. hvid lagereddike direkte på svedpletten og lade det sidde nogle timer, inden du vasker trøjen.

7. Chokolade

Chokolade har det med at "krumme" og smelte på tøjet, men det er heldigvis nemt at få af: Fjern forsigtigt så meget af chokoladen som muligt. Undgå at gnide det ind i dugens stoffibre.

Er pletten tør, kan du forsøge at fryse den, så det bliver nemmere at skrabe chokoladen af. Skyl området med chokoladepletten, og dup med ufarvet opvaskemiddel. Lad dugen ligge i en plasticpose natten over. Alternativt kan du bruge glycerin på pletten i 10-15 minutter. Vask dugen, som du plejer i vaskemaskinen.

Kilde: Samvirke og Idényt.