Spot greenwashing med disse 4 tips
Rigtig mange af os er blevet mere bevidste om, hvad vi køber. Bevidste om, at selv helt små, bæredygtige ændringer i hverdagen gør en forskel i det store billede.
Det kan dog være svært at træffe det bedste valg for kloden, når flere og flere virksomheder forsøger at få deres produkter eller processer til at fremstå mere bæredygtige, end de egentlig er. Vi guider dig til at spotte greenwashing!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Hvad er greenwashing?
Hvis du ikke allerede kender til begrebet ”greenwashing”, så lyder det hverken slemt eller ulovligt. Men det er nøjagtig, hvad det er.
Ordet greenwashing er vokset ud af det engelske ord for hvidvask, nemlig whitewash. Problemet med greenwashing er, at en virksomhed eller organisation helt bevidst prøver at få deres produkter eller processer til at fremstå mere bæredygtige - og grønne - for at sælge flere varer og appellere til miljøbevidste forbrugere.
Som forbruger kan du altså komme til at støtte en virksomhed, der er mindre bæredygtig og miljøvenlig, end du troede. Her gælder de samme regler som for al markedsføring; at hvis det er misvisende, er det ulovligt.
Der skal handling bag ord
Hvis et produkt markedsføres som klima- eller miljøvenligt, skal det kunne dokumenteres. Et produkt må ikke markedsføres som bæredygtigt, hvis kun et lille led i produktets værdikæde er det. Ingen overdrivelse. Som forbruger har du ret til at købe lige præcis det, du har lyst til - uanset hvor klimabelastende varen er. Men hvis du tager et aktivt valg og prøver at købe grønnere, så er du afhængig af, at virksomhederne er transparente og ærlige i deres markedsføring.
4 tips til at spotte greenwashing
- Vi forbinder ofte en grøn eller brun emballage med økologiske produkter, og også pap og papir med et rustikt look får os til at tænke på naturlige ingredienser. Det er dog ikke altid, at det hænger sådan sammen, for det er et nemt sted at vildlede forbrugeren.
- Svanemærket, MSC-mærket og Oeko-Tex-mærket er officielt godkendte mærkninger, men af og til kan du støde på ikoner, virksomhederne selv laver. Det kan være et blad eller et dyr med en streg over, som får os til at tænke, at det er et bedre produkt end de andre. Men det er det ikke nødvendigvis.
- Når der står på et produkt, at det er 100 procent bæredygtigt, er det en god idé at stoppe op. Det er nemt at bruge ordet bæredygtighed, men sværere at bevise, at det rent faktisk er det. Samtidig er det de færreste produkter, der kan være 100 procent bæredygtige, fordi der altid vil være et eller andet led i produktionen, der forbruger meget vand, udleder CO₂ til transport el.lign.
- Økologi er de seneste år blevet mere normalt, så derfor må virksomhederne forsøge at skille sig ud på andre punkter. Det gør de for eksempel med sympatiske billeder af dem, der producerer ingredienser til produktet, for at få det til at fremstå mere troværdigt. Det taler til følelserne, men er ikke nødvendigvis realiteten.
Vidste du, at ...
… mere end 60 % af det tøj, der sælges i dag, er lavet af syntetiske materialer, som i princippet er plastik? Plastik påvirker miljøet i alle led af dets livscyklus, og så kan det ikke nedbrydes. Derfor kan der være flere fordele ved at vælge tøj lavet af biobaserede fibre som uld og bomuld.
Kilder: tv2.dk og samvirke.dk