stiklinger
Stueplanter

Guide: Stiklingeformering

af Christina Riis. 17.10.2022
Foto: Anna Jeppsson.
Her får du vores guide til, hvordan du hurtigt og nemt selv kan lave små, nye planter ved stiklingeformering!

Har du en yndlingsplante, du godt kunne tænke dig flere af, eller kaster dine venner misundelige blikke efter den samme plante, hver gang de er på besøg? Stiklingeformering af de planter, du allerede har, er nemt, og det er en virkelig sjov og hyggelig måde at få nye planter på. Og så er det en genial gaveidé!

Hvad er stiklingeformering?

Stiklingeformering sker, når du får dele fra din plante til at slå rødder selv og vokse uafhængigt af moderplanten. På den måde får du hurtigt og nemt en ny plante.

Det er lidt forskelligt fra plante til plante, om det fungerer bedst at stiklingeformere i vand eller i jord, og så er det også bare en smagssag.

Det er nemmest at følge med i processen, når den sker i vand, så du kan se roddannelsen. Det er nemlig ikke alle stiklinger, der bliver til noget. Nogle overlever ikke, og fordelen ved vand-metoden er, at du ret hurtigt kan se, om den lægger an til roddannelse. I jord kan du ikke se, om stiklingen danner rødder, og der går noget tid, før du kan se evt. nye bladskud eller vækst.

Det er bedst af lave stiklinger i sommerhalvåret – fra marts til september. Men det kan sagtens lade sig gøre i vinterhalvåret, hvis du har en vindueskarm med lys og varme nok.

Det skal du bruge til stiklingeformering

  • En plante, du vil tage stiklinger fra
  • En saks eller en skarp og ren urtekniv
  • Potter
  • Jord: pottemuld, så- eller priklemuld
  • Vand
  • Lille glas

TIP: Tomme, rene pestoglas og lign. fungerer perfekt til at lave stiklinger i vand.

TIP: Lav stiklinger i forbindelse med, at du beskærer dine planter. Mange stueplanter har det med at blive ranglede, hvis de ikke bliver beskåret. Det er derfor en god idé at beskære dem, så de danner flere blade og bliver mere tætte frem for at vokse i højden. Lav det, du klipper af, til stiklinger. Hvis du ikke selv kan bruge de nye planter, er det altid en god gaveidé.

Sådan laver du stiklingeformeringer i vand

  1. Skær et sundt skud fra din moderplante, gerne med 3-4 bladpar. Fjern de nederste blade, så de ikke rådner i vandet
  2. Sæt skuddet i vand, til lige under det nederste bladpar
  3. Skift vandet 1-2 gange om ugen
  4. Lad stiklingen stå i masser af lys, til den har dannet små rødder. Det kan tage nogle uger

Sådan planter du dine stiklinger

  1. Gør en ny potte klar med dræn i form af lecakugler og/eller hul i bunden af potten. Læg et lag jord i bunden og pres det let
  2. Sæt din stikling i potten og fyld jord omkring den. Sørg for, at rødderne er dækket af jord
  3. Sæt 2-3 stiklinger i samme potte for at få en tæt plante
  4. Sørg for at vande igennem, så planten får en god start

Du kan også lave stiklinger ved at skære en del af din plante og sætte direkte i jord. Følg samme fremgangsmåde som til stiklinger i vand, men spring trin 2-4 over. Læg gerne et stykke husholdningsfilm over for at skabe et minidrivhus. Husk at vande, når jorden er tør.

TIP: Det er altid en god idé at lave flere stiklinger af samme plante, så er du sikker på, at i hvert fald én bliver til noget. Og hvis flere gør, kan man plante dem sammen og få en tæt og fyldig plante.