Sådan rengør du dit badeforhæng nemt og effektivt
Et snavset badeforhæng skaber ikke ligefrem spastemning – det skal være rent og lækkert. Badeforhænget har det bare med at samle genstridigt snavs – kalk kan gøre forhænget stift, og fugt kan gøre forhænget helt jordslået og dækket af mug. Det er heldigvis ofte nemt at få rent igen.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Sådan gør du et badeforhæng rent
Gør dit badeforhæng rent ofte, så du undgår at problemet bliver for genstridigt.
TIP
Undgå et snavset forhæng ved at sørge for god udluftning, og at badeforhænget ikke hænger helt trukket til side – på den måde tørrer det hurtigere.
Fjern kalk fra bruseforhæng
Et letkalket bruseforhæng bliver nemt rent i vaskemaskinen. Vask det ved 30 grader uden sæbe med 1 dl citronsyre lagt ind i maskinen sammen med forhænget. Vask det derefter igen på samme program uden syre men med en smule vaskemiddel. Så skulle badeforhænget være rent!
Hvis dit forhæng er meget tilkalket, kan du lægge det i blød i en spand med varmt vand og eddikesyre. Brug 1 del eddikesyre til 10 dele vand. Lad det lægge i blød i 1 time.
Fjern mug fra badeforhæng
Badeforhæng kan nemt blive mugne eller jordslåede. Du kan fjerne lugten og muggen ved at lægge badeforhænget i blød i varmt vand og Rodalon. Brug 1 del Rodalon til 9 dele vand. Lad det ligge i 2 timer.
Skyl badeforhænget grundigt efterfølgende, og hæng det så til tørre.
Sådan fjerner du kalk fra fliserne i din bruseniche
Mit badeforhæng må ikke komme i vaskemaskinen!
Hvis dit badeforhæng ikke tåler maskinvask, kan du vaske det i hånden. Læg badeforhænget ud på gulvet, så du kan skrubbe på genstridige pletter. Brug skurecreme, så er du hurtigt af med snavsede plamager.
Rengøring af glaskabiner
Hvis du i stedet for et badeforhæng har en brusekabine af glas, kender du også problemet med kalk. Kalkaflejringer på glas kan fjernes med eddike. Genstridige kalkplamager kan have godt af at være i blød i eddike i 10 minutter. Efter eddikevask kan du vaske glasset med almindelig vinduesspray.