Fugleliv i haven er noget af det hyggeligste, og fuglene kommer oftere på besøg, hvis der er dækket op med mad og drikke.
I mange haver hænger de klassiske foderkugler, der kan købes i butikkerne - men faktisk er det også let at lave sine egne dekorative løsninger. Fat en grydeske af træ, et tomt syltetøjsglas og noget fint bånd - og du har det sødeste lille foderbræt på få minutter. Eller se flere foderbrætter i galleriet nederst i artiklen.
Se også: Sådan lyser du haven op
Det skal du være opmærksom på, når du fodrer fuglene i haven
Det kan være en god idé at starte med at fodre havens fugle allerede, fra de første efterårsmåneder indtræffer. Allervigtigst er det at sørge for, at der altid er foder og vand i haven i de koldeste vinterperioder.
Afhængigt af art er der forskel på, hvilken form for foder, fuglene foretrækker:
- Vil du have drosler og silkehaler i haven, skal du have fat i dine frasorterede, halvrådne æbler.
- Vil du derimod invitere bogfinker, dompaper og kernebidere ind i din have, er solsikke- og hampefrø et sikkert hit.
- Spurve, duer, fasaner og kragefugle elsker korn, mens jordnødder og mejsekugler kan tiltrække flagspætter og mejser.
Læs også: Sådan laver du hjemmelavet fuglefoder
Sidst men ikke mindst skal du være opmærksom på, hvor i haven du placerer dit foderbræt. Sæt det helst op dét sted, hvor der er mest muligt ro - og hvor du samtidigt har fint udsyn til foderbrættet fra enten køkken- eller stuevindue. En af de største glæder ved at fodre fuglene i haven er trods alt at kunne iagttage de små, fjerede venner fra tæt hold!
Kilde: Dansk Ornitologisk Forening
Se flere fine DIY-foderbrætter i galleriet:
5 søde fuglebrætter til haven


Fyld dit hjemmelavede fuglefoder i udhulede æbler for at lave en lækker snack til fuglene, der både indeholder frø, nødder og frugt - og hvor hele molevitten er spiselig. Mix grønne og røde æbler for at skabe et ekstra fint udtryk.


Kan du ikke bestemme dig for én slags foder, kan du samle dine (og forhåbentligt fuglenes) favoritter på en tyk snor og lave en guirlande. Vupti - så har du ét stk. overdådig tag selv-buffet til fuglene i din have!


Laver du i forvejen dit eget hjemmelavede fuglefoder, kan du tage skridtet videre og fylde det i gamle tekopper i stedet for almindelige forme. Dét er virkelig noget, der spreder hygge i haven!


Fjern bunden af en tindåse, skær den over på midten og lim en halvdel i hver ende. Put slutteligt et smalt torv igennem som vist på billedet - så let kan det være at lave det fineste lille foderbræt med plads til korn og frø.
5 søde fuglebrætter til haven
Prøv også: 5 kreative vinterkranse