DIY: Sådan laver du et spisebord med sildebensmønster
DIY-projekter

DIY: Sildebensmønstret spisebord

Tekst og 30.06.2021
styling: Pernille Albers. Foto Martin Panduro/Stöj
Vil du gerne have et bord, som skiller sig ud, kan du lave dit eget med aflange fliser lagt i et smukt sildebensmønster. Vi viser dig hvordan

De farvede fliser er især blevet moderne, så vælg nogle i din yndlingsfarve, eller mix forskellige farver, når du går i gang med at lave dit helt unikke spisebord.

Det skal du bruge

Vernici-fliser i farven baby pink – B 5 x L 25 cm (disse er fra Mosaikhjørnet) • Tommestok • Vandfast krydsfinér – B 70 x L 180 cm (den skal være minimum 30 mm tyk, så den ikke bøjer på grund af de tunge fliser) • Lip Primer 54 • Tynd snor • Søm • Lip Multi Fliseklæb i grå • Vand • Tandspartel • Fugesnor i grøn – 3 mm • Blyant • Fliseskærer • Rørepind • Lip Multifuge i hvid • Gummispartel • Spand • Svamp • Klud • Metallister • Nedstryger • Rosa maling • Fugemasse til metal og fliser • Egetræsben

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

TIP Laver man et større spisebord, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på vægten af fliserne, og dermed sørge for en tykkere plade til at lægge fliserne på (minimum 3 cm afhængigt af materialet).

Hvis ikke pladen er tyk nok til flisernes vægt, risikere man at bordet vil bøje på midten.

Sådan laver du et sildebensmønstret spisebord

Trin 1:

Læg fliserne op i sildebensmønster som vist på billedet. Mål op, og gang mønstret op, så det passer med træpladens størrelse. Vælger du en plade af vandfast krydsfinér, er den klar til brug. Vælger du derimod en MDFplade, skal du grunde den med Lip Primer 54.

Trin 2:

Sæt rettesnore på pladen med søm: 1 snor på midten af pladen og 2 ved toppene af mønstret. På den måde sikrer du, at mønstret bliver lige. Fjern fliserne igen.

Trin 3:

Bland Multi Fliseklæb med vand. Se blandingsforhold på posen. Smør fliseklæb på pladen, efterhånden som du bevæger dig frem med mønstret, og brug en tandspartel til at trække streger, som gør, at fliserne fæstner bedre. Begynd fra midten med at lægge fliserne på i sildebensmønstret, og bevæg dig herefter ud mod siderne. Giv fliserne et let tryk, og læg fugesnor mellem alle fliserne, så fugerne bliver lige store.

Trin 4:

Når du når til kanten, skal fliserne skæres til. Læg flisen på pladen, og tegn en streg på den, hvor kanten skal gå. Skær flisen til med en fliseskærer, og klæb den på pladen med fliseklæb. Fortsæt, indtil hele pladen er dækket af fliser, og lad det tørre godt op. Fjern alle flisesnore.

Trin 5:

Rør fugemassen op efter de blandingsforhold, som står på posen. Smør fugemassen oven på fliserne med en gummispartel, og tryk det godt ned i alle mellemrum. Træk den overskydende fugemasse af med gummispartlen.

Trin 6:

Tør overskydende fugemasse af med en svamp med vand et par gange, og lad det tørre en smule. Det skal sætte sig lidt, inden du fortsætter, for ellers kommer man til at trække fugeslør fra fugerne over på fliserne. Tør af med en tør klud, og lad fugerne tørre godt op. Mål siderne op, og skær metallisterne i smig med en nedstryger. Mal dem ad 2 omgange med lakmaling. Når de er tørre, kan du klæbe dem fast med fugemasse, som er beregnet til metal og fliser. Lad tørre. Sæt til sidst træbenene på bordet.