Højtider & mærkedage

Inspiration: Pynt op med naturmaterialer

af Af Thea Lind Thomsen 28.10.2021
Foto: Pernille Enoch, Frederikke Heiberg, Martin Sølyst, Lena Staal, Iben Ahlberg, Lene Samsø, Jes Buusmann, Liselotte Plenov & Kira Brandt.
På denne tid af året viser naturen sig fra en af sine smukkeste sider, for alt står i gyldne farver. Smut en tur ud i naturen, og saml kogler, grene og mos, som du kan pynte op med derhjemme. Vi giver inspiration til masser af fine idéer med naturmaterialer her.

Kogler, grene og mos er nogle af naturens skatte, som både pynter i naturen og også fint kan pynte i boligen som dekorationer og ophæng. Det gode ved materialer fra naturen er, at de passer ind i stort set alle slags hjem - lige fra den moderne til den klassiske bolig.

SÅDAN PYNTER DU OP MED NATURENS SKATTE

Naturlige materialer giver dit hjem et rustikt udtryk, og så er de et fint supplement til papir-, porcelæn- og glaspynt. Materialerne er ideelle at lave fine efterårs- og juletableauer af, så brug dem til simple opstillinger i efteråret, som du evt. kan lade stå helt til jul, hvor du kan pifte dem op med julepynt i dine yndlingsfarver.

Gå en tur i haven eller skoven, og saml, hvad du kan finde af materialer, der vil kunne pynte i dit hjem. Men husk, at man i skoven kun må samle, hvad der svarer til en almindelig bærepose. Det burde nu også være rigeligt til at lave et dekorativt stilleben.

Lærkegrene i vase

Foto: Frederikke Heiberg.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Lærkegrene i vase

Lærkegrene er særligt dekorative, fordi de små kogler sidder helt tæt sammen. Sæt nogle lange lærkegrene i en høj vase, og hæng få rustikke ornamenter på dem. Læg også en fyrregren på bordet sammen med nogle store kogler.

Naturlig lysestage
Foto: Martin Sølyst.

Lys efterårsboligen op

Lav en naturlig lysestage af en tyk gren med bark, som du udhuler, så der er plads til et fyrfadslys.

Krans af grene
Foto: Lena Staal.

Krans af grene

Vikl nogle bøjelige grene lidt tilfældigt til en oval krans, og bind dem sammen. Hæng en snor i, og pynt den med stjerner eller anden dekorativ pynt. Denne kan både bruges indendørs og som dørkrans.

Ophængt gren
Foto: Iben Ahlberg.

Ophængt gren

Har du en nedfalden gren i din have, er der ingen grund til at smide den ud. Alt fra æblegrene til troldegrene kan bruges. Klip vildfarende grene af, så den får en passende form, og hæng den op i loftet, fx foran et vindue. Pynt den med papir- og glasornamenter, som du kan variere, alt efter hvilken årstid det er.

Lysestage af bark
Foto: Lene Samsø.

Lysestage af bark

Birkebark er noget af det smukkeste, fordi det changerer i hvid og sort. Bræk et stykke bark af, bor huller i til lys, og lad den pynte i vindueskarmen i efteråret.

Snehvidt vinterlandskab
Foto: Jes Buusmann.

Snehvidt vinterlandskab

Her har vi malet en spiræagren med hvid spraymaling og pyntet den med ornamenter og en lyskæde. Det skaber en stemning af et fint vinterlandskab.

Alt godt fra naturen - ophæng
Foto: Lene Samsø.

Alt godt fra naturen

Tag en tur på stranden for at se, om du kan finde noget fint drivtømmer og nogle hulsten. Hæng grenen på en snor, vikl natursnore omkring fjer, hulsten og dekorative pinde, og hæng det hele op på væggen.

Kogler i glaskuppel
Foto: Lene Samsø.

Koglerier

Hæld kogler i forskellige størrelser i en glaskuppel, og vend den på hovedet. Det er fin pynt, der kan stå fremme hele året.

Fin krans med naturlig pynt
Foto: Liselotte Plenov.

Blødt underlag

Tag ud i skoven, og saml en masse lav, mos og grene, der kan samles til en fin krans. Sammen med fade, vaser og lysestager af messing giver det stuen et eventyrligt udtryk.

Lysestager som pynt
Foto: Martin Sølyst.

Tolv lys på et bord

Saml flere høje lysestager i en klynge, og sæt nogle grene med kogler og lav i høje glasvaser, som du stiller mellem lysene. Det skaber en magisk stemning på spisebordet.

Dæk et fint julebord
Foto: Pernille Enoch.

Dæk op til jul

En af de bedste måder at imponere sine gæster på er ved at dække et fint julebord. Her har vi pyntet hver tallerken med en kogle, en fyrregren og et træornament.

En grøn gaveindpakning
Foto: Kira Brandt.

En grøn gave

En gave bliver så meget finere med en lille, grøn gren fra haven. Så forkæl dine nærmeste med en gave, der er pakket ind i neutralt papir og med en kvist fra naturen.

Pynt fra skovbunden
Foto: Kira Brandt.

Pynt fra skovbunden

Det behøver ikke være tidskrævende at lave fine opstillinger. Her har vi stillet tre krukker på et fad og pyntet med kogler. I to af krukkerne har vi plantet sukkulenter, og i den tredje står et lys. Alle krukker har vi stoppet med grøn mos, der skaber en fornemmelse af skovbunden.