Juletræsstjerne med rosetter

Den juletræsstjerne, vi sætter i toppen af juletræet, symboliserer Bethlehemsstjernen, der ledte de tre vise mænd hen til Jesus, da han var blevet født.

Selvom vi gerne har hjemmelavet julepynt på juletræet, vælger de fleste at købe sig til en juletræsstjerne. Men du kan sagtens lave din egen juletræsstjerne.

Denne topstjerne er lidt svær at lave, men det er det hele værd. For når du er færdig med den, har du en helt unik juletræsstjerne til at sætte i toppen af dit juletræ.

DET SKAL DU BRUGE TIL DIY JULETRÆSSTJERNEN:

Mønstret papir eller sider fra en bog
Skabelon a, b og c
Hvidt crepepapir
Guldfarvet crepepapir
Lim
Rødt glanspapir

SÅDAN GØR DU:

Fold og klip to store snefnug efter skabelon a. Gentag med skabelon b og c. Læg dem oven på hinanden i forskudt mønster på hver side, lim det hele sammen lag på lag. Sy et par rosetter (se nedenfor): En af hvidt crepepapir med diameter på cirka 15 cm, og en af guldcrepepapir med diameter 10 cm. Lim også disse på hver side af klippene, og afslut med små røde hjerter i gammeldags glanspapir. Nu har du en helt personlig juletræsstjerne.

Sådan samler du en roset

Klip det ønskede stykke crepepapir ud. Sy op og ned med risting i den ene side af crepestrimlen, brug en kraftig sytråd, så tråden ikke knækker, når rosetten strammes til. Stram rosetten, og luk af med sytråden ved at sy flere gange på samme sted.