Dyrk orkidéer i haven

Orkidéernes blomster er et af naturens små kunstværker, fordi de har en utrolig detaljerigdom i både form og farvesammensætning. Stort set alle kender til de orkidéer, der dyrkes i vindueskarmen, men det er måske de færreste, der ved, at en del orkidéarter også kan dyrkes i haverne herhjemme. Det var den europæiske overklasse, der i slutningen af 1800-tallet fik øjnene op for de eksotiske og fascinerende orkidéer, og hurtigt blev det en prestigefyldt hobby at dyrke de sarte, tropiske blomster.

Dyrk orkidéer

Der findes mange forskellige haveorkidéer, men de kan være en smule drilske og krævende at dyrke. Derfor er det en god idé at starte med de nemme planter, hvis du ikke har så meget erfaring med at plante orkidéer i haven. Så er der større chance for succes.
Gennem de seneste årtier har specialgartnerierne lavet masser af krydsninger af haveorkidéer for at gøre dem mere robuste, så de ikke er så krævende at dyrke og kan passe ind i flere forskellige miljøer. Orkidéer er generelt ikke næringskrævende, og de tåler kun en mild gødning, ca. halvdelen-en tredjedel i forhold til andre planter – flere klarer sig helt fint uden gødning.

Gode begynderplanter

Orkidéer er ikke de nemmeste planter at dyrke i haven, men der er rimelige chancer for succes, hvis du vælger de rette og følger nogle få pasningsråd. Hybrider af fruesko, Cypripedium, er gode begynderorkidéer. De findes i sorter og er populære både blandt nybegyndere og samlere på grund af de store, iøjnefaldende blomster i overraskende farvekombinationer. I gøgeurtslægten, Dactylorhiza, er der også flere arter, der er nemme haveplanter. De er meget dekorative med tætte, blomsterrige aks i forskellige lilla nuancer. Også hullæbeslægten, Epipactis, byder på flere nemme orkidéer, der trives godt i haverne herhjemme. Blomsterne er små og yndige og sidder flere sammen på hvert aks.

Farverige fruesko

Fruesko, Cypripedium, er den haveorkidé, der har de største og mest opsigtsvækkende blomster i fantastiske farvespil og ofte med forskellige aftegninger. De fleste fruesko blomstrer fra maj til start juli, men nogle enkelte blomstrer tidligere. Navnet ”fruesko” har orkidéen fået på grund af den store, tøffellignende læbe, som er et meget markant kendetegn for frueskoslægten. Den store læbe har ofte en anden farve end blosterbladene (det, der kaldes petaler og sepaler), og den fungerer som bestøvernes ”landingsbane”.

Langt de fleste fruesko, Cypripedium, som kan købes i handlen, er fuldt hårdføre. De gror vildt i naturen mange steder i verden – også langt mod nord og i bjergene i flere tusinde meters højde, hvor der er hård frost. Derfor er det heller 
ikke frosten, der er en udfordring herhjemme, men derimod den våde, danske vinter med skiftende frost og regn, der i tøperioder efterlader jorden våd og tung.
De vigtigste vækstbetingelser for fruesko er, at de får luft til rødderne, så de skal stå i en veldrænet og luftig, blød muldjord. De må ikke tørre ud om sommeren, og om vinteren skal de stå så tørt som muligt. Planterne rådner, hvis rødder og rodhals står i blivende vand. Derfor er det en fordel at plante fruesko i højbede med et 10-15 cm’s lag dræn af leca eller småsten under rødderne, så vandet kan løbe fra.

Erfarne frueskodyrkere kan have meget forskellige erfaringer med, hvilke jordblandinger der passer bedst i de forskellige haver. Men er jorden tung og leret, skal den under alle omstændigheder blandes op med et luftigere materiale, fx grus eller delvist omsat kompost, der kan give luft til rødderne. En af de mest succesrige jordblandinger til fruesko er lavet af lige dele grus, gødet spagnum, god skovjord eller let, muldrig havejord og et luftigt materiale, der hedder EcoGrow, der består af naturlige mineraler og fås i supermarkeder.
De arter af fruesko, som har en god vækst og får store rodklumper, bør deles hvert fjerde eller femte år, eller når de har omkring 20 blomsterstængler. Ellers begynder planten at kvæle sig selv fra midten af klumpen med risiko for angreb af sygdomme. Derfor er det vigtigt, at klumpen deles, mens planten er sund.

Grav planten op i august/september, og skil rødderne fra hinanden, så der mindst er ét nyt skud ved hver klump. Plant nu de nye planter med god afstand, så de har plads til at brede sig. Fruesko må ikke tørre ud om sommeren, så undgå den stærke middagssol mellem kl. 11 og 15 ved at plante dem på et øst- eller nordvendt sted eller i vandrende skygge under lette løvtræer eller bag høje stauder.

Gøgeurt i grønne omgivelser

Mange arter af gøgeurtslægten, Dactylorhiza, er nemme begynderplanter, og så er de meget dekorative prydplanter i haven. De fleste gøgeurt har små, yndige orkidéblomster i forskellige nuancer fra lys- til mørklilla. Blomsterne er små, men sidder tæt sammen på fyldte aks, og nogle gøgeurt har flotte, plettede blade.

Flere gøgeurtarter gror vildt i naturen herhjemme, så det er en plante, der er vant til det kølige, tempererede klima i Danmark. Nogle arter vokser naturligt på lysåbne overdrev eller græsklædte skrænter, hvor de står forholdsvis tørt, mens andre trives på soleksponerede enge og kær i fugtighedsbevarende jord. På Gotland og Øland findes der særlig mange orkidéarter, som optræder i store bestande.

Hverken fruesko eller gøgeurt kan konkurrere med meget invasive planter i haven, men de trives fint mellem fx bregner og hostaer. Især er den lille almindelig trædepude, Leptinella squallida ’Minima’, en god bundplante til alle haveorkidéer, da den har nogle af de svampe, som er nødvendige, for at orkidéfrø kan spire.

Gøgeurt har ikke så sarte rødder som fruesko og kan sagtens stå både i let jord og i en lidt tungere, fugtighedsbevarende, dansk muldjord. Gøgeurt skal graves op og deles, når klumperne bliver for tætte. Det gøres mest skånsomt lige efter blomstring, hvor næste års knold ikke har fuldt udviklede rødder. Men pas på ikke at beskadige rødderne.

Hårdføre hullæbe

Hullæbe, Epipactis, er en fantastisk begynderorkidé til haven, da den er meget hårdfør og ikke skal vinterdækkes. Hullæbe stiller ikke krav til placering og behøver heller ikke vanding i tørre somre. Hvis den mangler vand, strækker dens rødder (rhizomer) sig bare længere ned i jorden. Plantens rhizomer breder sig vandret i jorden, uden at det gør den invasiv.

Hullæbe er sent blomstrende i forhold til andre haveorkidéer, for de blomstrer i juni-juli og flere endda ind i august med små blomster, der sidder spredt op ad stænglen. Hullæbens blomster gør ikke meget væsen af sig, når man betragter dem på afstand, men de er perfekte, små, eksotiske blomster med fine farvesammensætninger og aftegninger.
I naturen finder man mange forskellige arter af hullæbe, som trives på fugtige enge, i sandklitter eller ved muldrige løvskove. Rød hullæbe, Epipactis atrorubens, står endda i rent kridt på Møn. Hullæbe er altså en slægt, der er udbredt i flere forskellige, naturlige miljøer herhjemme.

Svampe hjælper frøene

Til forskel fra de fleste andre planter har orkidéfrø næsten ikke noget næringsdepot, der kan sætte gang i spiringen, så orkidéfrøet er afhængigt af specifikke svampe for at kunne spire i haven og naturen. Men når først orkidébladene er dannet over jorden, klarer de fleste orkidéer sig uden yderligere hjælp fra svampen. Dog er nogle orkidéarter afhængige af svampen hele livet.

1. Biblomst, Orphrys apifera, har fantastiske, men små blomster, der ligner bier (deraf navnet). Tidligere ikke vildtvoksende i Danmark, men den dukkede pludselig op i Roskilde for få år siden. Det kan måske skyldes klimaændringer, som har gjort de danske vintre mildere. Normalt vokser den længere sydpå, og den kræver ekstra pleje og omsorg at dyrke i haven, da den er på sin absolutte nordgrænse.
2. Cypripedium x ventricosum er en naturligt opstået hybrid mellem C. calceolus og C. macranthos. Det er nemme haveorkidéer, der fås i forskellige variationer af gul, rosa og råhvid.
3. Håret fruesko, Cypripedium calceolus, var. pubescens, har en relativt stor og meget dekorativ læbe i en stærk, gul farve. Planten kommer fra Canada og fås i handlen, men breder sig ikke lige godt i alle haver.
4. Bakke-Gøgeurt, Neotinea ustulata, vokser naturligt på lysåbne græsskråninger bl.a. på Gotland, Øland og i Frankrig, hvor den står i tusindvis. Den holder desværre sjældent længe i haverne, så den er kun for ægte orkidénørder.
5. Stor fruesko, Cypripedium ’Kentucky Maxi’. ’Kentucky Maxi’-hybrider er fantastisk gode begynderorkidéer. ’Kentucky Maxi’ har kæmpestore blomster, så man næsten kan kalde den ”herresko” i stedet for fruesko.
6. Cypripedium guttatum var. yatebeanum er ikke så stor, men har et flot mønster på læben. Den trives fint i omsat barkflis og passer godt i surbundsbedet.

Vilde orkidéer er fredede

Naturbeskyttelse og -pleje er en afgørende faktor for at kunne bevare områder med truede plantearter, så derfor er alle vilde orkidéer totalt fredede overalt i verden. Det er forbudt at grave dem op eller plukke blomsterne, så det er kun tilladt at nyde synet. Selv frøene må man ikke røre.