Der er gang i køkkenhaven, men vi har i år begrænset os, så vi kun har de afgrøder, vi kan nå at spise.
Blomster & Planter

Høst af afgrøder i køkkenhaven

Tekst og 4.06.2014
foto: Kenn Römer-Bruhn
Vi er lige trådt ind i juni måned, og der er gang i den i køkkenhaven. Vi har i år valgt at begrænse os i forhold til sidste år, for vi har forsøgt at tilpasse mængden af afgrøder til vores husholdning og smag.
Vi er rigtig glade for vores krydderurtehave, for her plukker vi løs af de lækre, sprøde smagsgivere. Vi sørger selvfølgelig hele tiden for ikke at ødelægge planterne for meget, så vi fortsat kan blive ved med at høste af dem. Læs også: 5 hårdføre krydderurter til haven Vi har smidt enorme mængder kompost rundt omkring i køkkenhaven, og enkelte steder har vi plantet squash direkte i den. Og de første squashblomster er allerede kommet frem. Under den ene fiberdug er der gulerødder, og under den anden er der frilandstomater og gule squash. Derudover ser det ud til, at vi får massevis af jordbær i år. Planterne bugner nemlig af blomster og bær, og forhåbentlig er der nok til både os, snegle, biller og fugle. Selv de stiklinger, vi plantede tidligere i år, bærer rigtig mange bær. I bærhaven får vi for første gang lov til at smage jostabær og hvide ribs. Stikkelsbærbuskene er fyldt til bristepunktet med bær, hvilket er et meget imponerende syn. Solbærsæsonen skuffer dog igen i år, og jeg ved snart ikke, hvad jeg gør forkert.
Læs også: Beskær bærplanterne Alle vores løg, almindelige løg, rødløg og hvidløg, stortrives i den sandede jord. Jorden er ikke tør trods tørke andre steder i køkkenhaven. For det lille vandhul, vi har i bunden af haven, blev fyldt helt op ved sidste skybrud. Og det gør, at grundvandet ikke ligger så langt nede og dermed vander alle løg og jordbær. Vinplanterne ser endelig ud til at trives rigtig godt. Der er druesætning på mange af dem, men de bliver fjernet hver og én. Vi skal have styrket rødderne, og da de skal flyttes til vinter, kan det være lige meget med druer de første par år.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.