Sådan kan du fodre havens fugle om vinteren
Havens små, pippende fugle kan bringe en fryd i hjertet både sommer og vinter. Med en hjemmelavet fuglecafé får du besøg fra alle hjørner af din have, og du vil hurtigt opdage, at der er mange flere forskellige fuglearter i kvarteret, end du troede.
Hjælp fuglene gennem vinteren
Når det er koldt, og jorden er hård af frost, vil de fleste fugle have svært ved at finde føde og vand i naturen. En varieret blanding af frø, nødder, frugt og fedt vil give den nødvendige næring, vække glæde og fylde hele haven med livlig aktivitet og vingebask. Husk også frisk vand hver dag, hvis vandet i fuglebadet er frosset til is om natten.
Husk at fortsætte fuglefodringen
Har fuglene vænnet sig til den gode mad, vil de komme igen og igen. Stopper du fodringen brat, vil de sidde i timevis og kigge, mens de venter på den næste servering. Den tid kunne de have brugt på at finde mad andetsteds og sætter derfor helbredet på spil ved at vente forgæves i det kolde vejr. Derfor er det bedst, at du fortsætter fodringen, når først du er begyndt, indtil vejret er blevet mildere.
Lav dit eget fuglefoder
Det er sjovt at lave sin egen fuglemad af frø og smeltet fedtstof. Dels er løsningen billigere end købefoder, og dels bliver resultatet af langt højere kvalitet end de færdige kugler, som man kan købe i handlen. Indret din fuglecafé et sted på terrassen eller balkonen, som er synligt inde fra hjemmet, og fyld jævnligt op med mad. Og så er det bare at tage plads indendørs i varmen og nyde forestillingen. Snart får du besøg fra nær og fjern af solsorte, mejser, musvitter, rødkælke og måske endda spætter, som vil nappe lidt lækkert fra buffeten.
Hvad skal man give fuglene at spise?
Undgå at lægge gammelt brød ud til havens fugle, og sats i stedet på en sundere menu, som virkelig vil vække glæde.
Det kan du fodre havens fugle med:
-
Færdig vildtfuglefrøblanding
-
Solsikkefrø
-
Rosiner
-
Æbler
-
Havregryn
-
Usaltede jordnødder
-
Hakkede, usaltede nødder (hasselnød, mandel, valnødder mv.)
Havens fugle: 16 fugle, du kan spotte i din have
At byde fuglene på vintermad behøver hverken at være dyrt eller medføre en masse nye indkøb. Brug, hvad du har: En gammel lanterne, en tekop, syltetøjsglas og et lille havebord kan tilsammen udgøre en fin foderstation. Vi har samlet masser af inspiration, tips og tricks samt opskrifter på fuglefoder, som du kan lade dig inspirere af lige herunder!
Sådan kan du fodre havens fugle – tips, opskrifter og inspiration
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Har du et lille havebord på terrassen er det ideelt som buffet til hjemmelavede fugledelikatesser. Lav hjemmelavede fuglekager med palmin, vildtfuglefrøblanding, solsikkefrø og usaltede peanuts. Hæld blandingen i syltetøjsglas eller små kageforme.
Glem ikke en skål rent vand, da fuglene har svært ved at finde det i kulden. Du kan blot bruge et simpelt zinkfad som på billedet her.
Et færdigkøbt foderhus fra byggemarkedet er også fint at se på inde fra stuerne. Det har den fordel, at det giver ly for de mere generte fugle og samtidig beskytter frøene mod regn og sne. Desuden kan det holde sultne og generende katte lidt på afstand.
Byg selv fuglehuse og fuglekasser
Har du en gammel lanterne, hvor glasset er gået itu? Genbrug den som foderstation ved at hænge den op i et træ – blåmejserne vil elske den.
Gå kreativt til værks og servér fuglefoderet i en fin kop.
Det skal du bruge: Lille kaffekop med underkop • Lim • Tynd blomstertråd i metal • En elektrisk hobbyboremaskine med diamantskær (denne er fra Dremel) • Fuglefrø
Sådan gør du: Brug en hobbyboremaskine til at bore 3 små huller i underkoppen. Lim kaffekoppen fast på underkoppen. Træk et stykke tynd blomstertråd igennem hullerne i underkoppen, så du nemt kan hænge den op i et træ.
En lille sandkageform af metal fungerer fint som beholder for fuglekager. Fuglene kan tilmed sidde på kanten og nemt komme til maden. Har du bærbuske i haven, kan du pynte dine hjemmelavede fuglekager med dem. Fuglene elsker bær – også selvom de er en smule indtørrede.
Har du æbler liggende, som du ikke når at spise, vil fuglene elske at få dem. Bind en stump sejlgarn i stilken, og hæng æblet et stykke oppe i træet, så fuglene kan sidde på de nedre grene og spise.