Ærter på stilk, der venter på at blive plukket
Køkkenhave

5 grønne afgrøder til sommersåning

af Susie Helsing Nielsen. 19.10.2020
Foto: Kira Brandt.
Det er ikke for sent at så, når foråret er passe. Her er fem gode afgrøder, som stadig kan sås i juni og bringe glæde samme sæson.

Ved sen såning skal du være mere omhyggelig med vanding, da jorden nu er blevet godt varm og derfor hurtigere tørrer ud. De små spirer har ikke fået mulighed for at udvikle et godt rodnet i det tidlige forår, og klarer derfor ikke tørke, førend de har fået en god størrelse senere på sommeren. Stik en finger i jorden! Hold øje med planterne hver dag, og tjek fugtigheden. Planterne må ikke tørre ud, men de må heller ikke blive for våde i sommervarmen, da de let rådner.

5 afgrøder du kan så om sommeren

Bladbede, Beta vulgaris var. Cicla

Bladbedens frø er forholdsvis store og er egentlig sammensat af flere frø. Bliv derfor ikke overrasket, hvis der kommer flere planter op samme sted, selvom du har været omhyggelig med at så med god afstand. Bladbeden skal have masser af lys, varme og plads, og den har et stort behov for både vand og næring. Vand i tørre perioder, og hold gerne jorden dækket med et lag kompost. Så frøene med cirka 5 cm's afstand i en 1 cm dyb sårille, du lige vander til først. Dæk frøene, og tryk jorden til med en rive. Tynd ud, efterhånden som de små planter vokser til, så resultatet bliver enkeltplanter med en afstand på 15-20 cm. Du kan spise de planter, som du fjerner, med det samme, men vent med at høste på de blivende planter, til de har dannet lange kraftige bladstilke. Bladbede fås med hvide, røde, gule, orange, lyserøde og pink bladstængler og er meget dekorative.

Ærter, Pisum sativum

Vælg en lav type marværter, som hurtigere giver ærter, og som kan nøjes med nogle grenris eller lidt hønsetråd at kravle op ad. Læg ærterne i blød i lunkent vand natten over, inden du sår dem, for at give dem et forspring. Lav en sårille, der er et par centimeter dyb, vand den til, og læg ærterne med cirka 3 cm's afstand. Dæk frøene, og tryk til med en rive. Dæk eventuelt med fiberdug for at holde fuglene væk. Sæt grenrisene eller hønsetråden op, så snart ærterne er begyndt at spire, så de har noget at kravle op ad.

Bønner

Du kan vælge både buskbønner, Phaseolus vulgaris var. nanus, og stangbønner, Phaseolus vulgaris var. vulgaris. Buskbønner fylder ikke så meget, passer sig selv og giver hurtigere udbytte, men høstperioden er kort. Stangbønner skal bindes op og kræver læ, men til gengæld kan du høste bønner helt ind i efteråret. Læg bønnerne i blød i lunkent vand natten over, inden du sår dem, for at give dem et forspring. Lav en sårille, der er et par centimeter dyb, vand den til, og læg buskbønnerne med cirka 5 cm's afstand og 50 cm mellem rækkerne. Dæk frøene, og tryk til med en rive. Sæt stangbønnerne med 15 cm's afstand og 60 cm mellem rækkerne. Dæk eventuelt med fiberdug for at holde fuglene væk. Lav stativer til stangbønnerne af bambuspinde eller grene, der er 2-2,5 m lange, og træk snore mellem dem, så planterne har noget at gribe fast i.

Havemælde, Atriplex hortensis var. Rubra

Havemælde er noget af det nemmeste at have med at gøre, da den spirer næsten lige meget, hvad man gør. Drys frøene ud på jorden, og riv let hen over dem. Vand til med en bruser, så jorden falder ned omkring frøene. Du kan vælge at tynde ud mellem planterne, så de kommer til at stå som dekorative enkeltplanter, eller du kan lade dem stå tæt og høste på dem som spinat. Når mælden danner frø, kan du høste frøene og så dem til næste år eller lade dem sidde på planten, så de spreder sig selv i løbet af efteråret og vinteren - men husk på deres gode spireevne, de kan hurtigt blive til ukrudt!

Radiser, Raphanus sativus

Radiser kræver hverken ret meget plads eller næring, så de er rigtig gode at så mellem de andre rækker af afgrøder. Desuden vokser radisen hurtigt og er derfor høstet, inden de andre planter vokser op og skygger. Så frøene tyndt ud i en sårille med løs jord, dæk frøene ganske let, og vand til med en bruser. Udtynding sker automatisk, efterhånden som du høster. Det er vigtigt, at jorden er løs, for at radiserne kan udvikle sig.