Køkkenhave

Få succes med din salat

af 15.03.2019
Tekst: Karina Demuth / Foto: Weibuls.
Salat er en af de nemmeste og mest taknemmelige afgrøder, du kan dyrke i din have, og høsttiden kan med lidt planlægning strækkes, så du kan være selvforsynende med smagfuld og sprød salat det meste af sommeren.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Modsat mange andre afgrøder trives de fleste typer salat mindst lige så godt i halvskygge som i fuld sol. Her er altså endelig en grøntsag, som du kan dyrke på det sted i haven, hvor andre planter ikke står i kø. De kan også plantes i krukker, hvis du har en ganske lille have eller gårdhave.

Flere tips til haven: Sådan får du nye kartofler før tid

Sådan får du succes med salat i din have

  • Hvis du vil have ekstra tidlig salat, kan du begynde med en kasse eller plantesæk i drivhuset i marts og eventuelt rykke planterne udenfor senere.
  • Salat kan sås på friland fra begyndelsen af april. Så frøene meget tyndt, dæk med et drys jord, vand forsigtigt og læg eventuelt et stykke fiberdug over, så jorden holdes fugtig. Salat tåler ikke at tørre ud, det vil gøre den bitter og sætte væksten i stå.
  • Tynd ud i rækken, når salaten har fået sine første blade, og spis de små planter som babysalat. For at salaten kan danne store sprøde hoveder, skal der være mindst 25 centimeter mellem hver plante.
  • Du får mest glæde af din salat, når du sår lidt, men ofte. Gerne hver 10. dag fra det tidlige forår til slut juni.
  • Det kan være svært at få frøene til at spire, når temperaturen kommer over 20º, så her kan det være en fordel at have lidt forspirede udplantningsplanter til at fylde ud i rækkerne. Fra august, når temperaturen falder igen, kan du så et nyt hold til høst i det tidlige efterår.

Lækre opskrifter: Snickerscupcakes - opskrift på chokoladelækre cupcakes