Troldnød med gule vinterblomster
Træer og buske

5 tips til troldnød

af Anita Banner. 23.01.2023
Foto: Jytte Boch og Jes Buusmann.
De knaldgule blomster på troldnød lyser godt op i haven på denne tid af året. De dufter også godt og giver føde til sultne insekter. Læs, hvordan du passer den nyttige busk i en kold tid.

De knaldgule blomster på troldnød, Hamamelis, lyser godt op i haven på denne tid af året. De dufter også godt og giver føde til sultne insekter. Læs, hvordan du passer den nyttige busk i en kold tid.

Sådan passer du troldnød om vinteren

I milde vintre kan troldnød blomstre før jul og blive ved til april. Blomsterne krøller sig sammen i hård frost, men når det tør, starter en ny, mindre blomstring.

Strategisk placering

Så længe jorden ikke er bundfrossen, kan du plante troldnød i haven. Placér busken et sted, hvor du kan se den indefra og derved få glæde af de gule blomster, når du kigger ud i vinterhaven fra vinduet. Du kan også overveje at plante den et sted, hvor du passerer dagligt, så du kan nyde duften af de store blomster, f.eks. ved hoveddøren. Busken stiller ikke krav til jordtypen.

Sol og læ

Troldnød tåler både sol og skygge, men de dufter mest i solskin, når temperaturen er over fem grader. Busken er ikke glad for kraftig blæst, så husk at give den læ, f.eks. i form af et stakit, en husmur eller en hæk, hvis du bor et udsat sted i landet.

Tænk i bunddække

Troldnød kan sagtens stå alene på en plads i haven, men det er flot at give den nøgne stamme et blomstrende bunddække. Det kan f.eks. være med erantis, der også er nyttige insektplanter om vinteren, eller andre løgplanter som vintergækker og krokus, der blomstrer i februar-marts.

Vand og kompost

De fleste løvfældende buske og træer har meget lidt behov for vand om vinteren, mens troldnød og andre vinterblomstrende buske og træer skal have lidt mere opmærksomhed. Giv din troldnød vand, hvis jorden tørrer ud omkring planten, og hold især øje i tørre eller blæsende perioder. Den skal også have gødning i form af kompost – især de første år – og jorden må gerne være lidt løs. Vil du dyrke troldnød i en krukke, skal du være ekstra opmærksom mht. gødning og vanding, da den kræver næring for at kunne klare vinterens blomstring.